Rumagentur forlænger med fynboer: Urin skal bruges til drikkevand på rejser til Mars 

To odenseanske virksomheder arbejder på at udvikle et nyt vandrensningssystem, som Esa skal bruge på bemandede rejser til Månen og Mars.

To odenseanske virksomheder er i gang med at udvikle en måde, hvorpå urin kan genbruges som drikkevand. 

I den forbindelse har European Space Agency, Esa, forlænget og udvidet sin kontrakt med de to virksomheder Danish Aerospace Company og Aquaporin Space Alliance, der er i gang med at udvikle et nyt vansrensningssystem til rumfart. 

- Vi er meget glade for, at Esa har forlænget kontrakten, da vi ser et stort potentiale for disse teknologier, siger administrerende direktør Thomas A. E. Andersen i en pressemeddelelse.

- Teknologierne kan blandt andet bruges til at udvinde drikkevand fra urin i bemandede landingsfartøjer på Måne- og Marsmissioner, og på den kommende Lunar Gateway-rumstation i kredsløb omkring Månen samt i andre bemandede rumkapsler, forklarer Thomas A. E. Andersen.

Ny type vandrensningssystem

Esa har tidligere lavet kontrakt med de to odenseanske virksomheder i forbindelse med udviklingen af en prototype på en ny type vandrensningssystem. 

Hvis det lykkes at udvikle systemet, vil det i første omgang blive testet på Den Internationale Rumstation.

Virksomhederne vil bruge de næste seks måneder på at opdatere designet og videreudvikle prototypen.

Bemandede rejser i rummet

Derfor er vand ekstremt vigtigt på rejse til Mars

Vand er en ekstremt vigtig ressource i rummet. Astronauterne på rumstationen vasker sig med mindre end en tiendedel af det vand, folk typisk bruger på Jorden. 

Normalt bruger en astronaut i rummet omkring seks liter vand om dagen til at drikke, til hygiejne, rengøring og så videre, mens vi på Jorden bruger mellem 60 og 150 liter per dag. Hver dansker bruger i gennemsnit 106 liter per dag. 

I rummet kan adskillige typer vand, eksempelvis kondensvand fra fugtigheden i kabinen, urin fra astronauterne, spildevand fra toilet og rengøringsprocesser genanvendes.

Oversigt

    Oversigt