Rumudstyr fra Fyn testes i Nasas rumcenter i Houston

Danish Aerospace Companys nye avancerede træningsudstyr bliver testet af Nasa.

Fyn og Houston ligger rent geografisk langt fra hinanden, men kigger vi på avanceret rumteknologi, så er vi måske tættere, end hvad man først lige gik og troede.

quote Jeg er meget stolt af, at vi som dansk virksomhed er konkurrencedygtige på globalt plan, når det kommer til at levere livsvigtigt udstyr til astronauter i kredsløb om jorden.

Thomas Andersen.

Nasa tester nemlig i øjeblikket træningsudstyr, der skal sikre, at astronauterne i rummet bliver ved med at holde deres gode form. Og det træningsudstyr er fabrikeret og produceret hos Danish Aerospace Company, som har base i Odense.

- Det er vores største kommercielle kontrakt de sidste 10-15 år, og vi er nu meget tættere på at have defineret udstyret som skal bruges på Den Internationale Rumstation, ISS. De avancerede tests hos NASA har givet os en hel del data og input, som vi nu kan bruge til at optimere vores E4D-udstyr, når vi designer og bygger flight-modellen, siger Thomas Andersen, administrerende direktør i Danish Aerospace Company i en pressemeddelelse.

Sidste år sikrede Danish Aerospace Company en aftale med den Europæiske Rumfartsorganisation ESA, hvor det fynske firma skulle bygge fire modeller af et nyt multi-motionsudstyr kaldet E4D (European Enhanced Exploration Exercise Device red.). De modeller forventes at være færdigtestet og klar til opsendelse i 2021.

- Jeg er meget stolt af, at vi som dansk virksomhed er konkurrencedygtige på globalt plan, når det kommer til at levere livsvigtigt udstyr til astronauter i kredsløb om jorden, og jeg ser meget frem til den dag, hvor det nye udstyr skal tages i brug på Den Internationale Rumstation, siger Thomas Andersen.

Danish Aerospace Company

Rumfirmaet der har base på Fyn har eksisteret siden 1988, og firmaet har siden da specialiseret sig i en bred vifte inden for avanceret teknologi til rummet - blandt andet design, produktion, certificering, vedligeholdelse, afprøvning og drift af medicinsk- og motionsudstyr til rumfart.

Danish Aerospace Company har omkring 20 medarbejdere, som alle er specialiseret inden for elektronik, mekanik og softwareprogrammering.

Oversigt

    Oversigt