Russer i Danmark: - Det her må bare ikke ske

Omkring morgen kom de første meldinger om, at russerne havde invaderet Ukraine. Det skaber frygt - også hos russere i Danmark.

Mette Frederiksen har på et pressemøde lige fortalt, at der er krig i Europa. 

Klokken 04.00 torsdag morgen invaderede Rusland Ukraine. Invasionen er stadig i gang, og de seneste meldinger lyder på, at russerne nærmer sig hovedstaden og millionbyen, Kiev. 

Igor Gula er studerende på Syddansk Universitet i Odense, og han er oprindelig fra Sankt Petersborg i Rusland. Han kigger mod den beslutning, som landsmanden præsident Putin har taget med afsky. 

- Det her må bare ikke ske, siger han.

Det er egoisme

Igor kigger mod sit fædreland og kan ikke se meningen med, hvad der foregår fra Ruslands side lige nu. 

- Jeg kan ikke argumentere for det her uanset, hvor meget jeg prøver. Det er forkert. 

Han påpeger, at selvom Putin måske mener, at han gør noget for Rusland, så handler det hele om, hvad Putin selv kan vinde ved det her. 

- Han gør det jo ikke for Rusland - han gør det for sig selv og for sin egen skyld. 

Igor Gula frygter for russernes fremtid. Foto: Privatfoto
Igor Gula frygter for russernes fremtid. Foto: Privatfoto

Igor Gula frygter for fremtiden for Ukraine, hvis Putins plan går som præsidenten angiveligt håber. 

- Jeg er bange for, at Ukraine mister sit demokrati, og Rusland indsætter et styre, der er udelukkende pro-russisk. Det de har opbygget vil falde til jorden. 

Jeg frygter for min mor

Det er ikke kun ukrainerne, som Igor Gula frygter for, fordi han frygter, at den krig, som Putin i dag har startet på et tidspunkt rykker tilbage til Rusland, og så er det den almene russer, der betaler prisen. 

- Det er jo russerne, der betaler den her krig med deres skattepenge, og hvad får de ud af det? 

Men det er ikke kun økonomisk, at Igor frygter, at krigen sætter sine spor for Rusland. 

- Jeg er bange for krigen rykker ind i Rusland, fordi så rammer den jo den almene russer. Jeg frygter for min mor og bedstefar, som stadig bor i Rusland. 

Oversigt

    Oversigt