S vil flytte millioner fra kolde til varme hænder

Et tocifret millionbeløb skal tages fra administration og gives til børn, ældre, udsatte og ledige, hvis det står til Odenses socialdemokrater.

Socialdemokraterne går ind til den kommende uges budgetforhandlinger i Odense med et krav om, at man flytter et tocifret millionbeløb fra administration og til "varme hænder". Det siger partiets borgmesterkandidat, Peter Rahbæk Juel, til TV 2/FYN.

Han vil ikke lægge sig fast på, hvor stort beløbet præcist skal være udover, at det altså skal være et "tocifret millionbeløb".

- Vi vil slanke administrationen, og vi går ind til forhandlingerne med det krav. Og så må vi se i forhandlingerne, hvor stort beløbet bliver, siger han.

Socialdemokraterne vil lade det være op til de enkelte forvaltninger at finde det beløb, som administrationen skal slankes for. Det kan for eksempel være via afskedigelser, naturlig afgang eller via besparelser på stillinger, der ikke bliver genbesat.

- Vi vil spare på den del af forvaltningerne, der peger indad - og så vil vi bruge pengene på børn, ældre, udsatte og ledige, siger Peter Rahbæk Juel.

I juli kom det frem, at Odense er den af de seks største byer i Danmark, der bruger flest penge på administration pr. indbygger. Kommunen bruger hvert år 5.360 kroner til administration pr. indbygger, hvilket er flere penge, end både Aalborg, Esbjerg, Randers, København og Aarhus bruger på de såkaldte "kolde hænder".

- Vi ligger i den tunge ende i forhold til udgifter på administration, og derfor er vores første krav ved budgetforhandlingerne at flytte penge fra området, fortæller Peter Rahbæk Juel.

Oversigt

    Oversigt