Så lukker endnu en vej for gennemkørsel

Kabler, rør og ledninger i massevis kommer til at spærre for odenseanske bilister i weekenden.

I den kommende weekend, fra fredag 1. april efter myldretiden og indtil tidligt om morgenen mandag 4. april, bliver Benediktsgade spærret for gennemkørsel, da der skal sænkes rør og ledninger i to store render på tværs af gaden.

Arbejdet bliver udført i weekenden for at forstyrre trafikken mindst muligt i gaden, som mange bruger som gennemkørsel.

Af samme grund lægger alle forsyningsselskaberne, som er ved at forberede Benediktsgade til letbanen, deres kabler og rør på tværs samtidig.

Cyklister og fodgængere har adgang i begge retninger af Benediktsgade under hele arbejdet.

For bilister er det muligt at køre ind til Langegade og Netto-butikken ad Benediktsgade fra Nyborgvej. Men ellers anbefales Reventlowsvej som omkørsel i weekenden.

Den sædvanlige ensretning af Reventlowsvej op mod Nyborgvej bliver ophævet, så der hér er mulighed for kørsel i begge retninger.

Fra 4. april er Benediktsgade igen åben for trafik – men ensrettet i retning mod Nyborgvej fra Benedikts Plads og op til Netto.

Oversigt

    Oversigt