Sådan bliver vejret til Eventyrløbet

Det fynske jubilæumsløb slipper for 25 grader, men kan formentlig sende løberne af sted med en skyfri himmel.

Torsdag deltager omkring 21.000 løbere i 40-års-jubilæumsudgaven af det fynske motionsløb Eventyrløbet, også kendt som Fyns største firmafest. Traditionen tro sker det med sprøde grillpølser, iskolde fadøl og en lille løbetur på enten fem eller ti kilometer.

Vejret ser ud til at egne sig fint til de tusindvis af løbere og fremmødte tilskuere langs ruten. Ifølge TV 2 Vejret vil formiddagen byde på solrigt vejr med mellem 16 og 18 grader. 

- Vejret på Fyn ligger ud med masser af sol. Temperaturerne stiger fra 11-12 grader fra morgenstunden af, og så kan man i løbet af eftermiddagstimerne se frem til 18-20 grader, siger Anders Brandt fra TV 2 Vejret. 

- Der kan dannes lidt flere skyer, især på Midtfyn, ud på eftermiddagen, men overvejende bliver det en flot, solrig og tør kristihimmelfartsdag. 

Dermed er det formentlig skyet vejr, når løbet er overstået, og de danske rocklegender tv-2 indtager scenen og leverer den musikalske underholdning i den vestlige del af byen umiddelbart efter løbet. 

 

Norsk vejrtjeneste: 21 grader til tv-2-koncert

Også DMI og den norske vejrtjeneste YR er enige i denne prognose. YR forventer omkring 17 graders varme og skyfrit vejr, når løbet skydes i gang torsdag formiddag.

Når fadøllene og grillpølserne skal konsumeres, kan deltagerne se frem til 21 grader.

Dermed slipper de fynske løbere formentlig for de sommerlige 25 grader, der nogle gange kan være for voldsomt at løbe især den lange distance i. Sommertemperaturerne venter til de sidste dage af kristihimmelfartsferien.

- Der er lagt op til en forrygende kristihimmelfartsferie, for dem, der har det. Det bliver det fornemste vejr, man næsten kan forestille sig, lover Anders Brandt, der forventer 25 grader både lørdag og søndag i miniferien. 

21.000 løbere er tilmeldt Eventyrløbet, og der forventes omkring 10.000 tilskuere. 

Oversigt

    Oversigt