Sådan er 10 millioner til handicapområdet fordelt

10 millioner kroner til handicapområdet i Odense Kommune er nu fordelt. De fleste penge går til støtte i hverdagen.

Ansættelse af socialpædagoger og støtte til handicappede i hverdagen og på arbejdspladsen.

Det er nogle af de områder, der får gavn af 10 millioner til handicapområdet. Det har Ældre- og Handicapudvalget besluttet i samarbejde med et panel af borgere med handicap. Pengene skal blandt andet give borgere med handicap mere frihed i hverdagen.

Det skriver Odense Kommune i en pressemeddelelse.

quote Om de vil kigge på broer eller på damer, det er deres valg.

Brian Skov Nielsen, Rådmand, Enhedslisten

Der er blandt andet tale om 2,5 millioner til den såkaldte ledsagerordning. Betegnelsen dækker over de 15 timers ledsagelse om ugen, som borgere med handicap har. Før bestemte en handicappet kun over halvdelen af de 15 timer, mens deres bosted disponerede over resten.

Med 2,5 millioner er der plads til, at den handicappede selv bestemmer over alle 15 timer, fortæller rådmand Brian Skov Nielsen (EL).

- Det er et gevaldigt løft. Det betyder, at de 15 timer bliver gjort individuelle, så borgerne selv bestemmer. Om de vil ud og kigge på broer, eller om de vil ud og kigge på damer, det er deres valg, siger han til TV 2/FYN.

Hjælp til handicappede i arbejde

Pengene skal også gå til at ansætte mere personale, der kan støtte handicappede i arbejde.

Det kan for eksempel være på et af de såkaldte 'Odense Værksteder', hvor cirka 400 personer med en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse arbejder.

Med det ekstra personale er der flere ressourcer til at hjælpe de handicappede borgere i løbet af deres arbejdsdag. Det kan for eksempel være i forbindelse med konflikthåndtering, fortæller Brian Skov Nielsen.

Handicappede med til at fordele pengene

67 personer fra den samlede målgruppe af borgere med et handicap er kommet med input og idéer til, hvor pengene gennem tilførsel af personale bedst kan hjælpe dem. Derefter har ni borgere med et handicap lavet prioriteringer i det omfattende materiale. Det er blevet til anbefalinger, som Ældre- og Handicapudvalget har arbejdet videre med.

Brian Skov Nielsen, der er rådmand på ældre- og handicapområdet, siger om processen:

- Jeg er super tilfreds med resultatet, der nu foreligger. Det fedeste er, at det er målgruppens egne anbefalinger, der nu bliver til virkelighed. Det er jo dem, der i sidste ende har den største viden om effekten af tilbuddene og ikke os.

Det skal de 10 millioner gå til

 

Oversigt

    Oversigt