Sætter deres hjem til salg: Letbanestøj får beboere til at flytte væk

Naboer til letbanen har mistet troen på, at problemerne med støj og vibrationer bliver ordnet. Derfor sætter de nu deres lejligheder til salg.

Naboer til letbanen har mistet håbet om nogensinde at kunne sove i deres hjem, og derfor har de nu sat deres lejligheder til salg.

Det er konsekvenserne af de støj- og vibrationsproblemer, som letbanen i Odense har skabt, siden driften af banen startede i maj.

Lotte Krog Iversen bor officielt i et hus på Vestre Stationsvej, men hun har ikke sovet hjemme siden maj.

- For mig er der ikke nogen fremtidsudsigter her. Jeg bliver nødt til at sælge, fordi vibrationerne er så voldsomme, at jeg ikke kan være til stede i huset, siger hun.

Har tabt en million

Michael Schødts har også tidligere været nabo til letbanen, men nu har han solgt sin lejlighed i Carl Nielsens Kvarter, og det har krævet en støjrabat for, at det overhovedet kunne lykkes.

- Banken fortæller mig, at værdiansættelsen står til 5,3 millioner kroner, og jeg har solgt den til 4,35 millioner. Så jeg har sat en million til, siger han.

Odense Letbane er i øjeblikket i gang med at udbedre problemerne med støj og vibrationer, men den proces kan tage op til flere år.

Borgmester i Odense, Peter Rahbæk Juel (S), er ærgerlig over, at flere føler sig nødsaget til at sælge deres boliger, men understreger, at arbejdet med at gøre støjen mindre allerede er i gang.

- Det er helt sikkert, at der er naboer, der er præget af det, og derfor er det også vigtigt, at letbanen fortsætter arbejdet med at udrede de støjkilder, der er, så naboerne og byen fremadrettet kan have en letbane, der overholder de støjkrav, som vi jo har stillet til den i byggefasen, siger borgmesteren.

Det tror letbanenaboerne dog ikke kommer til at ske.

Sætningsskader forlænger salg

Michael Schødts har ”helt mistet troen på, at de kommer til at løse problemerne”, og Lotte Krog Iversen er heller ikke optimistisk.

- Det kan godt være at problemet bliver løst, og at grænseværdierne kommer under det, de skal være, men det er ikke sikkert, at det er nok for mig og mit helbred til, at jeg kan bo i huset, og den usikkerhed gør, at jeg er nødt til at sælge, siger hun.

Lotte Krog Iversen har endnu ikke sat sit hus til salg, selvom hun ikke har boet hjemme de seneste fem måneder. Hendes hus har nemlig fået sætningsskader af letbanebyggeriet, og det vil hun have ordnet, inden hun får et ”Til Salg”-skilt i vinduet.

- Så kan man jo håbe på, at der til den tid er et bedre støj- og vibrationsniveau, der gør det nemmere at sælge huset, siger Lotte Krog Iversen.

Det er ikke kun naboer, der bøvler med Odenses nye letbanetog. Også bilister har svært ved at finde ud af, hvor de skal køre, og hvor de ikke må.