Salg af Fjernvarme Fyn: Borgmester sammenlignes med Stalin og Hitler

Kritikere af salget af Fjernvarme Fyn sammenligner i en facebookgruppe Peter Rahbæk Juel med både Hitler og Stalin. Kommentarerne bliver slettet, forsikrer byrådspolitiker, der står bag gruppen. 

I en måned har debatten om et eventuelt salg af Fjernvarme Fyn til Energi Fyn raset i Odense, og der er stor uenighed blandt politikere og borgere i Odense, om det er en god idé med et salg. 

Omkring 9.700 facebookbrugere har meldt sig ind i facebookgruppen “Nej til salg af Fjernvarme Fyn”, hvor debatten er ophedet, og modstanden er stor. 

I gruppen sammenlignes Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), med en diktator og omtales som både Adolf Hitler og Josef Stalin - begge politiske ledere var diktatorer med millioner af menneskeliv på samvittigheden.

Det er dog ikke tilladt i gruppen, understreger byrådsmedlem Tommy Hummelmose (K), der er initiativtager og moderator i facebookgruppen.

- Vi har ikke set kommentarerne, men de skulle have været blevet slettet, siger Tommy Hummelmose til TV 2 Fyn. 

- Vi har virkelig gjort meget for, at vi ikke vil have perfide kommentarer, forklarer han.

 
 
 
 
 
 

Derfor bruges ordet diktator

Siden facebookgruppen blev oprettet for en måned siden, er der ifølge byrådsmedlemmet kommet omkring 16.000 kommentarer og 90.000 reaktioner. 

En af dem, der kalder Peter Rahbæk Juel for en “diktator”, er Finn Wagner fra Vissenbjerg. Det gør han, fordi der - som det er nu - er et snævert flertal i Odense Byråd for at stemme salget af Fjernvarme Fyn igennem.

 
 

- Det gør jeg, fordi det er diktatorisk. Der er så mange uden om (flertallet, red.), der siger, at det ikke skal sælges. Det kommanderer han bare igennem. Han fører sig frem som en diktator, siger Finn Wagner til TV 2 Fyn. 

quote Han er stadigvæk en diktator, når han kan presse sådan noget igennem. Han er ikke en morderisk diktator. Der er forskel. Hitler var en morderisk diktator

Finn Wagner, Vissenbjerg

Er der ikke forskel på en diktator, der slår millioner af mennesker ihjel, og en borgmester, der er tilhænger af et salg af Fjernvarme Fyn?

- Jo, det er der på den måde der, men han er stadigvæk en diktator, når han kan presse sådan noget igennem. Han er ikke en morderisk diktator. Der er forskel. Hitler var en morderisk diktator, siger Finn Wagner, der ikke vil sammenligne Odenses borgmester med hverken Hitler eller Stalin. 

Hvem var Adolf Hitler?

Stalin lytter ikke

Det gør Kim Harnow Knudsen fra Kirkendrup til gengæld ad flere omgange i facebookgruppen om fjernvarmesalget.

Han skriver blandt andet i gruppen, at “Stalin ikke lytter til andre”. 

quote Han agerer meget diktatorisk og ikke lytter til nogen andre. Det er derfor. Det er for at sætte tingene på spidsen

Kim Harnow Knudsen, Kirkendrup

- Måden, Odense bliver styret på, forekommer mig og mange andre meget diktatorisk. Det synes jeg er relevant, fordi der er et meget snævert flertal for at sælge Fjernvarme Fyn, og man lytter ikke til dem, der ikke er med i flertallet, siger Kim Harnow Knudsen.

 
 

Hvorfor sammenligner du Peter Rahbæk Juel med Stalin?

- Jamen, det er jo bare for at få ham sammenlignet med en diktator. Jeg synes, han agerer meget diktatorisk og ikke lytter til nogen andre. Det er derfor. Det er for at sætte tingene på spidsen, siger han. 

Hvem var Josef Stalin?

Er der ikke forskel på en diktator, der slår millioner af mennesker ihjel, og en borgmester, der er tilhænger af et salg af Fjernvarme Fyn?

- Det har du selvfølgelig fuldstændig ret i. Jeg sætter det selvfølgelig på spidsen. Det vil jeg gerne indrømme. Men jeg gør det for at sætte kraftigt fokus på, at han agerer ekstremt enerådigt.

Tommy Hummelmose, konservativt byrådsmedlem i Odense, forklarer, hvordan der er forskel på at blive kaldt diktator og opføre sig diktatorisk. 
Fotograf: Fotograf: Liv Sepstrup

Stalin-kommentarer bliver slettet

Ifølge Tommy Hummelmose, der er blandt en lille gruppe politikere fra Konservative, Venstre og Enhedslisten, som modererer facebookgruppen om fjernvarmesalget, er det ikke i orden at sammenligne borgmesteren med hverken Hitler eller Stalin.

- Det er langt over min grænse. Havde jeg set det, var det blevet slettet, siger Tommy Hummelmose. 

quote Det er langt over min grænse. Havde jeg set det, var det blevet slettet

Tommy Hummelmose, byrådspolitiker og initiativtager til facebookgruppen

- Jeg synes også til tider, at Peter Rahbæk Juel opfører sig arrogant og diktatorisk. Hvis man skriver, at Peter Rahbæk Juel opfører sig diktatorisk, er det inden for skiven. Hvis man skriver, at han er diktator, er det ikke inden for skiven, forklarer Tommy Hummelmose. 

Ifølge byrådsmedlemmet vil kommentarerne, hvor borgmesteren sammenlignes med Stalin eller Hitler, blive slettet, når det bliver opdaget.

Tommy Hummelmose forklarer, at det i praksis ikke kan lade sig gøre at fange alle kommentarer, der strider mod retningslinjerne. 

- Som fritidspolitiker er der ikke timer nok i døgnet til at moderere så mange kommentarer, siger Tommy Hummelmose. 

 
 
 
 

Dødstrusler mod borgmester

Selv om Kim Harnow Knudsen flere gange har sammenlignet Peter Rahbæk Juel med Stalin, kan han godt se logikken i, at folkene bag facebookgruppen sletter sådan nogle kommentarer. 

- Det er måske fair nok. Det kan jeg godt se, siger Kim Harnow Knudsen, der fremover vil stoppe med at sammenligne borgmesteren med den tidligere kommunistiske leder af Sovjetunionen. 

I facebookgruppen “Nej tak til salg af Fjernvarme Fyn” er der også fremsat dødstrusler mod borgmesteren.

“Skyd dog idioten, før han ødelægger hele Odense”, skrev en facebookbruger fra Odense for en uge siden.

 
 

 

Det går heller ikke, forsikrer det konservative byrådsmedlem.

- Fuldstændig over grænsen. Det er forkasteligt, at nogen kan skrive sådan noget, siger Tommy Hummelmose.   

Hvorfor er den ikke blevet slettet?

- Fordi vi ikke har set den. 

TV 2 Fyn har forgæves forsøgt at få en kommentar fra manden bag dødstruslen. Ifølge Tommy Hummelmose er truslen torsdag blevet overdraget til Odense Kommunes juridiske afdeling. 

Tommy Hummelmose oplyser desuden, at der er blokeret omkring 20 facebookbrugere fra gruppen. Derudover har der været en fast meddelelse i toppen af gruppen, hvor der opfordres til at holde en god tone. 

Hvem er medlem af facebookgruppen “Nej til salget af Fjernvarme Fyn”?

Forstå sagen om salget af Fjernvarme Fyn på tre minutter.
Fotograf: Fotograf: Natacha Djervad Redigering: Sune Jørgensen

 

 

 

Oversigt

    Oversigt