Salman Rushdie til Odense

Hans Christian Andersen Litteraturpris 2014 går til den britisk-indiske forfatter Sir Salman Rushdie. August næste år gæster forfatteren Odense.

Salman Rushdie kommer til Odense til august næste år og modtager prisen på 500.000 kroner, der er Danmarks største litteraturpris.

- Motivationen for at tildele Salman Rushdie prisen er, at han er en uforlignelig fortæller, som med en blanding af verdensvendt realisme og eventyrlig fabuleren skildrer rejsens og kulturmødernes betydning for vores samtid og dermed beriger verdenslitteraturen. Salman Rushdie deler glæden ved den eventyrlige fortælling med H. C. Andersen, og han lever således på alle måder op til prisens formål, som er at fejre H. C. Andersens betydning for verdenslitteraturen ved at vælge prisvindere, hvis forfatterskab kan knyttes til H. C. Andersens navn og livsværk, skriver formand for Hans Christian Andersen Litteraturpriskomite Jens Olesen i en pressemeddelelse.

Salman Rushdie lever under konstant beskyttelse. Han fik i 1989 udstedt en fatwa af Irans daværende leder ayatollah Ruhollah Khomeini, fordi han i bogen "De sataniske vers" havde antydet, at nogle vers i Koranen skulle være skrevet af satan. Fatwaen blev ophævet i 1999, men en ny blev udstedt i 2003.

Prisuddelingen 17. august 2014 finder sted i samarbejde med H. C. Andersen Festivals og Odense Kommune.

De tidligere modtagere af prisen er Paulo Coelho, J. K. Rowling og Isabel Allende.

Oversigt

    Oversigt