Sammen om Odense: Høgh'en og X Factor-stjerne i aktion for presset handelsliv

"Sammen om Odense" er navnet på en ny webportal, der skal hjælpe nogle af de mange butikker og restauranter, der lige nu lider under coronakrisen. Mere end 100 har allerede tilmeldt sig.

Mens danskerne holder sig indendøre for at bekæmpe coronavirussen, kæmper butikker og restauranter for at overleve den faldende omsætning, coronakrisen har ført med sig. 

I et forsøg på at hjælpe odenseanske erhvervsdrivende med at holde skindet på næsen lancerer kommunen nu en ny webportal ved navn "Sammen om Odense". Idéen er at hjælpe butikker og restauranter til at omstille sig til at drive forretning i en coronatid ved oprette, hvad man kalder en "virtuel gågade". 

- Især de butikker, som er vant til, at der kommer personer fysisk i butikkerne for at handle, har jo mistet hele deres omsætningspotentiale, siger Mads Fugl.

Han er direktør for CoWorking Plus og har stået i spidsen for udviklingen af den nye portal, der er at finde på hjemmesiden www.sammenomodense.dk.

Kendte ansigter hjælper til

Samtidig med at hjemmesiden går i luften, lancerer Odense Kommune en kampagne i samarbejde med en række kendte ansigter, der opfordrer byens borgere til at stå sammen om det lokale handelsliv.

Blandt andre OB-legenden Lars Høgh og Aksel Kempf, der er kendt fra dette års udgave af X-Factor, er med i den video, hvor Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel præsenterer den nye portal.

- Jeg håber, det her kan blive et stykke infrastruktur, hvor de (pressede forretninger og restauranter red.) i den her svære tid kan komme i gang med at sælge deres varer. Måske til nogle nye kundegrupper og måske kan de oprindelige kundegrupper få varerne på en anden måde, siger  Peter Rahbæk Juel (S).

Det er gratis for virksomheder at tilmelde sig den nye portal, der skal fungere både ved at skabe opmærksomhed om forretningerne og som vidensdeling forretningerne imellem. Mere end 100 virksomheder er allerede tilmeldt den nye portal. 

- Vi hjælper dem ved at fortælle om "best practice", som vi har oplevet det. For eksempel hvis man er restaurant og ikke tidligere har lavet takeaway, hvordan kan man så pakketere på bedste vis, siger Mads Fugl. 

Fra idé til virkelighed på en uge

Den nye portal er stablet på benene på en uges tid, og det første uge vil gå på at sikre, at den tekniske del fungerer uden problemer. Derefter er målet at få udbredt kendskabet til "Sammen om Odense."

- Vi regner med, at den også skal køre efter coronatiden. Vi håber, at det især også bliver en platform, hvor man kan vidensdele også.

Han håber, den betyder, at man sparer nogle odenseanske arbejdsgivere for svære beslutninger i den kommende tid. 

- Jeg tror, vi kan hjælpe med at redde nogle arbejdspladser. Bare at få skabt en smule omsætning og holde skindet på næsen er altafgørende i den her tid.

Peter Rahbæk Juel tør ikke spå om, hvorvidt løsningen er nok til at undgå at mange butikker må dreje nøglen om inden for de næste måneder, men fortæller, man vil gøre, hvad man kan. 

- I sidste uge vedtog vi en lokal hjælpepakke for erhvervslivet til en værdi af over 100 millioner kroner. I den her uge lancerer vi "Sammen om Odense" sammen med gode iværksættere i byen, der har udviklet det. Vi vil prøve at udnytte noget af den gode energi, der er i byen, til at man kan hjælpe hinanden, siger Peter Rahbæk Juel.

- Målet for os er, at flere butikker skal kunne overleve den her krise.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt