Sammenstød på motorvejen

Tre biler er torsdag morgen stødt sammen på Svendborgmotorvejen. To personer er kommet lettere til skade.

Klokken 8.01 stødte tre biler sammen på Svendborgmotorvejen, kort før sammenfletningen mod København.

- Tre biler er stødt sammen, og to er kommet lettere til skade. Det er sket omkring krydset ved Over Holluf. Mere ved jeg ikke endnu, fortæller vagtchef Thomas Bentsen, Fyns Politi.

Uheldet forårsagede en overgang kødannelse i morgentrafikken, men ifølge vagtchefen er de involverede biler ikke til gene for den øvrige trafik.

- Selvfølgelig skal man køre langsomt forbi et uheld, og det er altid sådan, at folk skal kigge, og det kan godt skabe lidt kø, men jeg har ikke fået nogen meldinger om, at vejen skulle være spærret, siger vagtchefen.

Oversigt

    Oversigt