Sankthans aflyses for fjerde gang - og vender ikke tilbage igen

Den traditionsrige sankthansfest på Engen i Fruens Bøge er igen aflyst. Det skyldes denne gang økonomiske årsager, lyder det ifølge arrangør.

Igen i år bliver der ikke fyret en heks af på bålet til sankthans på Engen torsdag. 

Det traditionsrige arrangement ved Fruens Bøge i det sydlige Odense er nemlig for fjerde gang på fem år aflyst.

Det bekræfter Nadine Overgaard fra NL Pro Events, der er ansvarlig for sankthans på Engen, til TV 2 Fyn.

- Det er da ikke rart. Der har været mange overvejelser ind over. For det betyder også noget for os både økonomisk, og tiden som er lagt i det. Det tager jo flere måneder at arrangere, siger arrangør Nadine Overgaard. 

Høje priser og nye krav

Aflysningen kommer på baggrund af generelle prisstigninger og en række nye krav til brugen af offentlige arealer.

Disse nye krav indebærer eksempelvis, at der skal genetableres græs eller grus på arealerne efter afholdelsen af arrangementet. Hvilket udgør en kostelig affære i disse tider, lyder det fra Nadine Overgaard.

- Vi blev gjort bekendt med disse krav her i torsdags. Vi har i weekenden lavet et opslag på Facebook, så folk ikke skulle tage til sankthans på engen med forventningen om, at der ville være en sankthansfest, siger hun.

Arrangøren mener derfor ikke, at det er "økonomisk muligt" at afholde arrangementet i år.

- Der er jo prisstigninger på strøm, brændstof og lønninger til arrangementet. Der er jo bare mange mennesker om sådan et projekt, og så ser priserne jo bare anderledes ud, end det gjorde for et år siden, siger Nadine Overgaard.

Odense Byråd vedtog i 2020, at sankthans på Engen fremover skulle drives af eksterne aktører.

Normalt deltager mellem 10.000 og 15.000 i sankthans på Engen. Arrangementet har gennem årene været gratis at deltage i.

Aflyst flere år

Det er fjerde gang på fem år, at arrangementet aflyses. Tilbage i 2018 skyldtes det den ekstra varm sommer med tørke.

I 2020 var det coronapandemien, og det samme gjaldt året efter. Her blev arrangementet i stedet rykket ind i private haver.

- Jeg synes ikke, at det kan lade sig gøre at afholde arrangementet med de penge, der lige nu er sat af til det. Også sådan som verden ser ud i dag, for det er også vigtigt at tage højde for, at det kan afvikles forsvarligt, siger hun.

Nicolai Frank, der er fungerende afdelingschef i Fritid og Kultur i Odense Kommune, fortæller, at NL Pro Events har fået penge til afvikling af sankthans i årene 2020-2021-2022. Han er ikke bekendt med, at arrangørerne har søgt kommunen om endnu et tilskud på grund af økonomiske udfordringer i år.

- Vi har givet dem en bevilling, og hvis jeg husker korrekt, får de 200.000 kroner. Den ansøgning har jeg ikke hørt, at de har søgt om flere penge på, siger han. 

Odense Kommune har ifølge den fungerende afdelingschef indledt en dialog med NL Pro Event om eventuel tilbagebetaling af pengene. 

Sankthansbålet på Engen i 2019 kan derfor meget vel ende med at blive det sidste.

- Tidligt på foråret igangsatte vi en ansøgningsrunde, hvor man kunne søge tilskud til arrangementer. NL Pro Event har ikke ansøgt i denne omgang, fortæller Nicolai Frank. 

- Vi har fået en ansøgning om tilskud, der handler om sankthans på Engen i 2023. By- og Kulturforvaltningen indstiller, at pengene bevilges til andre arrangementer, siger han. 

Flere store sankthansarrangementer blev sidste år aflyst på grund af de gældende coronarestriktioner, men det afholdt ikke fynboerne fra at samles om bålet. Se billederne fra fynboernes egen fejring af sankthans på Fyn.

Oversigt

    Oversigt