Satte ild til sofaen - og meldte sig selv hos kommunen

En 30-årig mand forsøgte at brænde sin lejlighed af ved at sætte ild til sofaen.

Torsdag middag måtte røgdykkere rykke ind i en lejlighed på anden sal i Klaregade i Odense, da der var kraftig røgudvikling fra lejligheden. 

Det fortæller vagtchef Kim Munksgaard fra Fyns Politi. 

Den 30-årige mand havde forsøgt at sætte ild til sofaen for at få ilden til at brede sig. Men den ulmede kun i sofaen og forårsagede kraftig røg. 

- Beboerne i 1.sals lejligheden måtte dog lige ud en tur på grund af røgen, fortæller vagtchefen. 

Mens røgdykkere og politi var på stedet, fik Fyns Politi en melding om, at beboeren havde meldt sig selv.

- Han stod hos Odense Kommune og fortalte, at han havde sat ild til sin lejlighed.

Manden er ifølge Fyns Politi psykisk uligevægtig - og er nu anholdt, hvor der venter en sigtelse for forsætlig brandstiftelse.

- Det kunne jo være gået rigtig galt, fortæller vagtchefen. 

 

 

Oversigt

    Oversigt