SDU-forsker vinder pris: - Krig er ikke kun magt og politik

Anders Engberg-Pedersens forskning skal være med til at løse verdens samfundsudfordringer. Nu modtager han anerkendt pris for sit arbejde.

Anders Engberg-Pedersen er blandt de fem forskere, der i år kan se frem til at modtage en af de anerkendte EliteForsk-priser. 

Den fynske litteraturforsker ved Syddansk Universitet hædres for at belyse, hvordan krig og kultur former hinanden og har betydning for vores samfund som helhed. 

quote Man kan sammenligne med corona krisen, der også går ind og skaber forandringer i samfundet

Anders Engberg-Pedersen, litteraturforsker ved SDU

- Jeg har prøvet at vise krigen som en kraft, der går ind og forandrer en helt masse forskellige felter. Krig er ikke kun magt og politik, fortæller Anders Engberg-Pedersen og fortsætter:

Kåringen sker på baggrund af hans forskning i krigens kulturelle former fra 1700-tallet og frem til i dag og viser, at krig skaber store forandringer i mange dele af samfundet. 

- Det påvirker meget bredere i vores samfund, og har også indflydelse på andre områder som litteratur, kultur og teknologi. 

Bidrager til samfundet

Anders Engberg-Pedersens baggrund for forskningen stammer fra hans fascination af Napoleonskrigene, der ifølge ham reformerede samfundet. 

Han mener, at der er brug for et bredere perspektiv på krig. 

- Jeg plejer at tale om krig som en katalysator, der sætter gang i en række processer. Det er et fænomen, som ofte er så omfattende, og griber så dybt ind i samfundet, at det fører til nye måder at tænke på, siger han og fortsætter:

- Til sammenligning kan man se på corona krisen, der også går ind og skaber forandringer i samfundet. Det kræver udvikling og nye måder at handle på. 

Nu skal Anders Engberg-Pedersen, og de fire andre forskeres resultater, bidrage til løsninger af samfundsudfordringer i Danmark og i resten af verden. 

Hvad er EliteForsk-prisen?

Ifølge uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen kan forskningsresultaterne få stor betydning for fremtiden. 

- Anders Engberg-Pedersen er en anerkendt forsker i international særklasse. Jeg er imponeret over, at han med sin tværfaglige forskning viser, at krige skaber store og grundlæggende forandringer i samfundet og kulturen. Det er et stort og vigtigt bidrag til bedre at forstå den verden, vi lever i. Det er det, fremragende forskning kan, siger Ane Halsboe-Jørgensen i en pressemeddelse. 

Med prisen følger 1,2 millioner kroner. Heraf er 200.000 kroner en personlig hæderspris, mens 1.000.000 kroner er øremærket forskningsaktiviteter. 

Udover de fem udvalgte forskere, modtager 20 ph.d.-studerende årets EliteForsk-rejsestipendier på hver 200.000 kroner, der skal bidrage til at de studerende kan besøge nogle af de bedste forskningsmiljøer i udlandet. 

Oversigt

    Oversigt