SDU forskere er nu tættere på at forstå edderkoppens spind
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Mange forskere drømmer om at aflure edderkoppernes fantastiske evne til at lave superstærke, superlette og superfleksible silketråde, men endnu er det ikke lykkedes nogen at gøre edderkopperne kunsten efter. Hvis det en dag lykkes at fremstille syntetiske materialer med samme egenskaber, kan det åbne en helt ny verden af muligheder, for kunstig edderkoppesilke kan erstatte materialer som kevlar, polyester og karbonfiber i industrien og eksempelvis bruges til at lave skudsikre veste, der er lette og fleksible.
Med i kapløbet om at finde edderkoppernes opskrift på supersilke er postdoc Irina Iachina, Institut for Biokemi og Molekylær Biologi. Hun har været optaget af supersilke siden sin tid som specialestuderende på SDU, og i øjeblikket forsker hun i emnet på Massachusetts Institute of Technology (MIT) i Boston med støtte fra Villum Fonden.
Som led i sin forskning arbejder hun også sammen med lektor og biofysiker på SDU, Jonathan Brewer, der er ekspert i at bruge mikroskoper af forskellige slags til at kigge ind i biologiske strukturer med. Sammen har de nu for første gang studeret de indre dele af edderkoppesilke med et optisk mikroskop uden først at skære i silketråden eller åbne den på anden måde.
De forskellige undersøgelser viste, at edderkoppens silketråd (som af forskerne kaldes fiber) bestod af i hvert fald to ydre lag lipider, altså fedtstoffer. Bag dem, inde i fiberet, løb en masse såkaldte fibriller. De løb lige, tætpakket side om side. Fibrillerne havde en diameter på mellem 100 - 150 nanometer i de forskellige fibertyper. Det ligger under grænsen for, hvad der kan måles i et almindeligt lys mikroskop.
- De er ikke snoede, det kunne man ellers godt have forestillet sig, så nu ved vi i hvert fald, at man ikke skal hen og vikle dem, når man skal forsøge at lave syntetisk edderkoppesilke, siger Irina Iachina.