Til forveksling kunne det ligne en overdimensioneret reol, at de to ingeniørstuderende Jacob Copeland og Rudy Cazelles pusler med i Hydrovertics lokaler.
Men hvis man kigger lidt nærmere efter og ser de mange spirende spinatplanter, der skyder op på hylderne, kan man se, at det er lidt mere avanceret end som så.
- Det er skræmmende, men det er sjovt.
De to kommende ingeniører har med to af deres medstuderende startet virksomheden Hydrovertic, som beskæftiger sig med såkaldt vertical farming - altså vertikalt landbrug. Konceptet er forholdsvist nyt, og går ud på at producere afgrøder i flere lags højde.
På den måde kan man producere flere grøntsager på mindre plads.
- Der findes allerede kæmpestore vertical farming-produkter, som folk kan købe, men de er simpelthen så dyre. Der findes ikke rigtig nogen små systemer, og dem der er, er ikke egnet til produktion, siger Rudy Cazelles.
Fuld gas
Idéen har de fire ingeniørstuderende fået under deres uddannelse på SDU, og som en række andre studerende har de fået hjælp af SDU Entrepreneurship Labs. Dermed er de kommet nærmere drømmen om at gøre en forskel i den grønne omstilling.
- Det er skræmmende, men det er sjovt, siger Jacob Copeland, der er direktør og medstifter af Hydrovertic.
Systemet, som Hydrovertic arbejder på, skal kunne bruges til blandt andet salat og spinat. Planterne skal dyrkes i fem lag, og der bliver brug kokosfibre i stedet for jord, og vandet i systemet bliver genbrugt.
De har stadig et godt stykke vej fra at kunne komme på markedet og begynde at tjene penge. Når de rammer markedet, er gartnerierne de tiltænkte kunder. Selvom der er lidt vej til, at de reelt kan sælge deres produkt, er CVR-nummeret sikret, og gejsten fejler ikke noget.
- Jeg har overhovedet ikke fortrudt. Jeg er helt vildt hooked på det her. Det er så fedt et projekt. Det er et fantastisk godt produkt. Det er en fed idé, og det er et fedt team, vi har, så jeg er klar på bare at køre fuld gas, siger Jacob Copeland.
Succes med startups
SDU Entrepreneurship Labs hjalp sidste år studerenede med i alt 286 startup-virksomheder. Af dem er 77 nået så langt, at de er blevet registreret i CVR-registeret.
Projektet har været i gang siden 2016, og for Sine Berg Schuwendt, der er leder af SDU Entrepreneurship Labs, så er det en vigtig rolle for universitetet at hjælpe unge mennesker i gang med virksomheder.
- Det er ret vigtigt, at der kommer en masse nye, levedygtige virksomheder ud fra universiterne. Det er typisk virksomheder, som kommer med ny innovation og som har gode løsninger blandt andet i forhold til den grønne omstilling, siger hun.
- Den anden årsag er, at når man starter ny virksomhed, så får man utrolig meget læring med, og vi arbejder på SDU meget med, at studerende er arbejdsmarkedsparate. Det gør vi på mange forskellige områder, men en af dem er at hjælpe dem med at starte egen virksomhed.
Virksomhederne fra Entrepreneurship Labs i 2020 har samlet omsat for fem millioner kroner og indhentet investeringer for 11 millioner kroner.