Se kortet: Sådan bliver busdriften berørt af letbanen

En indstilling fra embedsværket i Odense Kommune lægger op til, at forstæderne får færre køreplanstimer, når letbanen åbner i Odense. Socialdemokratiet er dog klar til at finde ekstra penge.

Borgerne i forstæderne til Odense kommer til at opleve en ringere busbetjening, når letbanen åbner omkring årsskiftet. 

I hvert fald er det, hvad embedsmænd i By- og Kulturforvaltningen indstiller efter, at politikerne for i 2017 besluttede at skære 40 millioner kroner af udgifterne til busdriften.

Forvaltningens egen politiske chef, rådmand Christoffer Lilleholt (V) er ikke vild med forslaget fra forvaltningen og mener, at det illustrerer de mulige konsekvenser af letbanens etape 1.

-  Der venter en massakre på mange forstæders busdrift. Det vidner om, hvor dyr en letbane er at lave. Det er helt vildt så mange busser, man mister i vores forstæder, og det gør mig rigtig ondt. Det gør det svært at bo i vores forstæder og arbejde i centrum, siger by- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt (V).

Analysen blev bestilt i forsommeren, fordi politikerne har ønsket at få overblik over  konsekvenserne for den kollektive trafik, når letbanens etape 1 åbner.

Nu kan politikerne så læse sort på hvidt, at letbanen kan betyde færre køreplanstimer for busserne til blandt andet beboerne i Stige, Søhus, Højby og Seden, hvis ikke der tilføres nye ressourcer til busdriften fra næste år.

Højby hårdt ramt

Ifølge analysen bliver særligt Højby hårdt ramt. Her vil den nuværende busdrift blive halveret, hvis ikke der tilføres flere midler til busdriften fra 2021.

- Vi har forståelse for, at letbanen får nogle konsekvenser, fordi trafikken skal omlægges. Men politikerne skal vide, at en halvering af busdriften i Højby vil blive oplevet meget voldsomt i vores område, siger Jakob Kristensen, som i lørdags blev udnævnt til årets Højby-borger for sit store engagement i lokalsamfundet.

- For fem-seks år siden nedlagde man mange af kommunens fritids- og ungdomsklubber. I dag er vores børn- og unge afhængige af en ordentlig busdrift ind til byen. Det samme gælder mange af de seniorer, som de senere år er flyttet ind i nybyggede lejeboliger. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Jakob Kristensen opfordrer derfor politikerne til at finde pengene, så den gode udvikling i forstaden kan fortsætte som hidtil.

- Vi har masser af gå-på-mod i Højby, og vi kan leve med begrænsninger i busdriften, hvis det bliver nødvendigt. Men en halvering af busserne vil få en række negative konsekvenser, og det bliver politikerne nød til at forholde sig til, siger han.

Det socialdemokratiske medlem af by- og kulturudvalget Anders W. Berthelsen har forståelse for, at rapporten får panderynkerne frem på borgerne i forstæderne.

Anders W. Berthelsen mener dog ikke, at der ikke er grund til bekymring. Socialdemokratiet er parat til at finde ekstra penge:

- Vi vil ikke være med til, at der skal ske nedskæringer i busdriften i forstæderne. Jeg er sikker på, at vi nok skal finde en løsning, så forstæderne ikke får en ringere busdrift, Anders W. Berthelsen (S).

Anders W. Berthelsen tilføjer, at der ikke er grund til "at skræmme borgerne i forstæderne".

- Vi kommer ikke til at gå ind for de her beskæringer. Vi får aldrig nogensinde vænnet folk fra at køre bil, hvis ikke der er et solidt alternativ, og det er jo den kollektive trafik.

- Vi skal finde pengene. Enten via de klimaforhandlinger, som nu går i gang, eller via budgettet. Jeg håber virkelig, at vi kan få et bredt flertal for at sikre den kollektive trafik, også i forstæderne, siger Anders W. Berthelsen.Flertal for løsning

Rådmand Christoffer Lilleholt vil nu tage analysen og dens konklusioner med ind til forhandlingerne om næste års budget.

- Jeg tror ikke, at borgerne i Højby vil tage cyklen eller bilen ind til letbanen. Så er det altså nemmere at tage bussen. Derfor går vi ind til forhandlingerne med et ønske om, at vi finder penge for at undgå nedskæringerne, siger Christoffer Lilleholt.


Odense Letbane begynder efter planen at køre omkring årsskiftet.



Oversigt

    Oversigt