Se tallene: Vollsmose holder Odense over grænsen for yderligere åbning

Nye tal viser, at Odense Kommune risikerer at forblive nedlukket længere tid end andre kommuner på grund af den stigende smitte i Vollsmose.

Smittetallene i Odense-bydelen Vollsmose er nu så høje, at bydelen holder hele kommunen over grænsen for en mulig yderligere genåbning 15. marts.

Det viser et notat fra Odense Kommune.

Incidensniveauet – altså antal smittede per 100.000 borgere - i Vollsmose lå tirsdag 2. marts på 820,3. For hele resten af kommunen er det samlede niveau på 117,6.

Hvis smittetallet i Vollsmose var på samme niveau som resten af Odense, ville det samlede smittetal i kommunen være på 86,4.

quote Det er svært at forestille sig, at man lukker en kommune op, hvor incidenstallet er over 100

Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi

Dermed ville det være under den grænse på 100, som Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi, i mandags nævnte i forhold til yderligere åbning af blandt andet gymnasier, de store grundskoleklasser og efterskolerne. 

- Det er svært at forestille sig, at man lukker en kommune op, hvor incidenstallet er over 100, sagde Allan Randrup Thomsen.

Han er en del af den referencegruppe bestående af virologer og eksperter inden for epidemiologi, økonomi og samfundsforhold, som løbende rådgiver regeringen.

Ud fra de kriterier, som gruppens medlemmer hidtil har arbejdet ud fra, vil Odense Kommune med et incidenstal på 115,1 ikke kunne tage del i en yderligere genåbning.

Borgerne i Vollsmose alene udgør fem procent af den samlede befolkning i Odense, og derfor har bydelens smittetal som udgangspunkt begrænset påvirkning på det samlede smittetal for hele Odense Kommune.

Det svarer til, at når en beboer i Vollsmose er smittet, stiger smittetallet i hele Odense med 0,5 - men smittetallet stiger med cirka 11 i Vollsmose.

Truer yderligere åbning i Odense

Samlet set kan det høje smittetal i Vollsmose altså alligevel få en ganske alvorlig betydning for den varslede genåbning 15. marts.

I Nordjylland, Vestjylland og på Bornholm strækker den genåbning, der trådte i kraft i mandags, noget længere end i resten af landet, da afgangselever blandt andet har fået lov at vende tilbage i disse områder, fordi smitten er lav.

Beskeden fra regeringen og dens støttepartier er, at samme skridt meget vel kan blive taget i de resterende landsdele 15. marts. Et budskab, som statsminister Mette Frederiksen (S) mandag formiddag gentog:

- Jeg håber, at vi kan holde smitten nede i løbet af den kommende tid, så vi kan få endnu flere børn tilbage i skole. Det er sådan set aftalt med Folketingets partier, lød det fra statsministeren.

INCIDENSTAL

Men ifølge Allan Randrup Thomsen er det dén deadline, som smitten i Vollsmose nu truer.

Flere bliver testet

Tirsdag var der pressemøde i Odense Kommune, hvor både borgmester i Odense Kommune, Peter Rahbæk Juel (S), stadsdirektør Stefan Birkebjerg Andersen og sikkerheds- og beredskabskoordinator Rami Ezzeddine var tilstede.

Her blev en ny teststrategi, hvor beboere i bydelen kan bliver testet "to-go", præsenteret. Den nye testmulighed er endnu ikke klar, men alligevel har flere i Vollsmose været forbi et testcenter, siden der blev udbudt flere test fra lørdag.

Odense Kommune oplyser, at 799 blev testet tirsdag og 14 nye smittetilfælde er registreret. Søndag blev 800 borgere i bydelen testet, og mandag blev yderligere 500 borgere i Vollsmose testet.

Oversigt

    Oversigt