Børn tør ikke være alene
Gennem det seneste halve år er hverdagen i Seden blevet mere utryg for en lang række beboere, der bor i området omkring Seden Enggård. Derfor har de nu bedt om et møde med ledelsen på institutionen og rådmand Jane Jegind.
I et brev, som TV 2/FYN har fået en kopi af, beskriver naboerne, hvilke problemer de har haft med de unge fra Seden Enggård.
Naboerne føler sig dagligt truet af de unge. Blandt andet er en beboer blevet truet med tæsk. Børnene i området tør ikke være alene hjemme eller færdes i området, fordi de er bange for de unge. Der har været lavet hærværk og indbrud, hvor et par af de unge fra institutionen er taget på fersk gerning.
Flere gange har naboerne set de unge ryge hash på åben gade og drukket spiritus. Naboerne føler, at ledelsen ikke har kontrol over de unge, og de oplever, at personalet virker nervøse over for de anbragte unge.
TV 2/FYN har meget mere om den sag i vores udsendelse klokken 19.30.