Seks timer med lyserøde dråber: Få billetter tilbage til roséfestival

Nu har de lyserøde dråber fået sin helt egen festival. Der er kun 500 billetter tilbage til roséfestivalen, der foregår i Brandts Klædefabrik.

Med sol kommer sommeren og aftenerne på terassen med et glas fyldt med lyserøde dråber i hånden.

Vi er for alvor kommet langt væk fra vinterens gråvejr med lutter røde tunge vine og ind i sommerens lyserøde univers af rosévin, som flere og flere danskere nyder og hylder. 

Og nu skal fynboerne også have muligheden og undskyldningen for at smage minimum 15 forskellige rosévine på én dag. 

quote Det har manglet. Rosévinen har fået sin renæssance, og det er på optur.

Eva Egebjerg Pasgaard, manager for Brandts Klædefabrik i Odense

Rosé Festival Odense løber af stablen på lørdag den 12. maj i Brandts Klædefabrik i Odense. 

Ingen tvivl

Manageren for Brandts Klædefabrik, Eva Egebjerg Pasgaard, var ikke i tvivl om, at det var en fantastisk idé med en roséfestival i det fynske. 

- Det tog os cirka tre sekunder at sige, at selvfølgelig var vi med. Det er en brand god idé, og det skal da være i Brandts, fortæller hun til TV2 /Fyn. 

- Det har manglet. Rosévinen har fået sin renæssance, og det er på optur. Der er rigtig mange mennesker, der nyder et glas rosévin, men selvom der er så mange der drikker rosévin, så er der ikke ret mange, der ved noget om rosévin. 

Hvad er rosévin?

Eva Egebjerg Pasgaard mener, at det både er en god idé, fordi der er mange, der drikker den lyserøde vin, men også fordi fynboerne så kan lære lidt om, hvad de egentlig drikker. 

Billetter revet væk

Festivalen har åbenbart ramt en tør plet i halsen på de fynske vinelskere. 

- Vi er blevet taget med storm, fortæller manageren for Brandts Klædefabrik og fortsætter:

quote Vi har jo haft ventelister her til sidst, fordi der var flere forhandlere, der ville deltage, end der var plads til. Men også i forhold til publikum både mænd og kvinder, der bare har taget det til sig

Eva Egebjerg Pasgaard, manager for Brandts Klædefabrik i Odense

- Vi har jo haft ventelister her til sidst, fordi der var flere forhandlere, der ville deltage, end der var plads til. Men også i forhold til publikum både mænd og kvinder, der bare har taget det til sig. 

Der er indtil videre blevet solgt omkring 1.000 billetter til festivalen den 12. maj. Dermed er der kun 500 billetter tilbage til en dag med lutter lyserøde dråber. 

Men hvis man allerede har købt adgang til festivalen, skal man blot møde op på dagen og bytte billetten til et armbånd, et glas og et lille katalog med stempelkort på bagsiden, så har man adgang til rosévin i seks timer fra klokken 12 til 18. 

For at komme godt omkring om de lyserøde læsker, så er det både vineksperter og -forhandlere, der har udvalgt de forskellige vine. 

Se hele interviewet med Eva Egebjerg Pasgaard her under: 

Sommer og rosé er en skøn kombination - og hvis man godt kan lide et glas kølig rosévin, så er der gode nyheder. En hel festival dedikeret til Rosévinen er nemlig på vej til Odense. Rosé Festival Odense løber af stablen på lørdag den 12. maj i Brandts Klædefabrik. Vi havde besøg i studiet af en af idémændene, Eva Pasgaard.

Oversigt

    Oversigt