Seniorer arbejder gerne

Seniorer, der overvejer at gå på efterløn kan ofte overtales til at blive i arbejde, hvis blot arbejdsgiveren er fleksibel nok.

Et eksempel er 58-årige Poul Christensen fra Odense.

Han er sosu-assistent og meget glad for sit arbejde. Men for kort tid siden var han tæt på at stoppe.

Slidgigt i knæene gjorde de lange cykelture ud til borgerne næsten uoverkommelige.

Men arbejdsgiveren skaffede ham en el-cykel og han fik en kortere rute, og så kan han fortsat klare arbejdet. 

Føler sig værdsat

Et andet eksempel er den 64-årige Steen Damgaard, der arbejder hos HTH Køkkener i Odense.

Han har været gennem en bypass-operation og fik senere kræft, der betød, at han skulle til stråling 35 gange.

Han kunne være gået på efterløn; men hans arbejdsgivers fleksible indstilling gjorde, at han stadig arbejder.

- Da jeg sagde, at jeg gerne ville tilbage, følte jeg, at man på arbejdet var glade for at få mig tilbage. Det er jo den halve helbredelse, siger Steen Damgaard.

En bevidst politik

HTH Køkkener har en politik om at holde på ældre medarbejdere.

Firmaet ønsker et mix af aldersgrupper, som supplerer hinanden.

For eksempel kan Steen Damgaards erfaring være en stor hjælp for de yngre medarbejdere.

Og så er der hensynet til kunderne. Især erhvervskunder, som firmaet har længerevarende samarbejde med.

- For dem er det vigtigt, at det er samme medarbejder de møder i stedet for at møde en ny medarbejder hver gang, siger Ole Hybel, kædedirektør i HTH Odense.

Tag del i debatten

Se mere debat om de ældre, som der bliver flere af de kommende år på TV 2/FYN onsdag klokken 19.30.

Har du erfaringer med - eller en mening om - hvordan samfundet skal indstille sig på det stigende antal ældre?

Så deltag i debatten herunder ...

Oversigt

    Oversigt