Sexmesse vender tilbage

Efter flere års fravær vender en messe for sex og erotik nu tilbage til Fyn. I næste uge vil 60 virksomheder og 250 shows fylde Marienlysthallen.

Sex & Erotik Festivalen 2014 er den første sexmesse på Fyn i mere end tre år. Bag messen står Jørn Nibe, der frem til 2011 har arrangeret mere end 157 sexmesser i hele landet.

- Mange udstillere blev ramt af branden i KB-hallen og gik konkurs. Men nu er der nye udstillere, og vi mener, at tiden er moden til at prøve igen, siger messekoordinator Jørgen Nibe.

Sex og Erotik Festivalen finder sted i Marienlystcenteret, og i modsætning til tidligere messer, skal det denne gang være mindre lummert.

- Vi har fjernet de 40 skærme med pornofilm og de kulørte lamper. Nu skal det være hvidt, pænt og rent og mere seriøst, fortæller Jørn Nibe.

Men Marienlystcenteret vil dog stadig emme af erotik og sex fra torsdag i næste uge.

- Der vil være en stor scene med 250 shows, men også en lounge med strip og topløs servering, hvor man kan få en body tequila, siger Jørn Nibe.

I følge arrangøren er alle messepladser udsolgt - blandt andet til udstillere fra udlandet.

- En tredjedel af vores udstillere kommer fra Holland, Belgien og Tyskland, så vi kan vise alt det nye frem fra Europa i Odense, siger Jørn Nibe.

Oversigt

    Oversigt