SF: - Vi skal gøre det lidt mere besværligt at køre bil i Odense
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Venstre og Konservatives opbakning til den netop underskrevne mobilitetsplan for Odense Kommune, der årligt skal reducere Co2-udledningen med 100.000 tons på trafikområdet inden 2030, vakler.
Knap er blækket tørt, inden der åbnes for de første justeringer af planen. I går lød det fra Venstre og Konservative, at fartgrænserne alligevel ikke skal sænkes i store dele af Odense Kommune. Den udmelding fik tirsdag SF's Brian Dybro til at opfordre de to partier til at trække sig fra aftalen og kaldte samtidig de to partiers klimapolitik for "kulsort". Den udmelding giver Tommy Hummelmose (K) dog ikke meget for, siger han til TV 2 Fyn:
- Jeg synes, Brian Dybro tager munden lidt fuld, når han bruger den retorik, han gør, og jeg tænker lidt, at de måske er fordi, at S, SF og Brian Dybro erkender, at de ikke længere kan stå alene om den grønne politik. Vi er faktisk andre partier, som er mere ambitiøse end SF på det her område.
Men I har jo en målsætning om at spare en vis mængde Co2, og de her hastighedsnedsættelser udgør 16.000 tons Co2 om året, hvor vil du i stedet finde den besparelse?
- Det vil jeg for det første lægge op til, at vi drøfter i forhandlingslokalet, men fra Konservatives side ser vi gerne, at Odenses største Co2-synder - Fynsværket - som årligt udleder 900.000 tons Co2, gør mere for at reducere udslippet, lyder det fra Tommy Hummelmose.
Der er bare et problem, mener SF's Brian Dybro:
- Det forslag, som Venstre og Konservative er kommet med, er der intet nyt i. Det er også blevet diskuteret og belyst under forhandlingerne i juni, og der sagde fagfolkene meget klart til os, at det forslag hverken er juridisk eller økonomisk gangbart. Det er gammel vin på nye flasker, der bliver præsenteret her.
- Det er en samlet trafik- og mobilitetsplan, som vi laver, der skal hente en besparelse på 100.000 tons. Man kan ikke bare tage noget ud, og så erstatte det med noget andet. Den går hånd i hånd med, at vi skal gøre det lidt mere besværligt at køre i bil, og så skal vi fremme det bæredygtige valg. Vi skal gøre det klimavenlige valg, det er det lette og nemme valg, uddyber Brian Dybro.
Du kan se hele debatten mellem Tommy Hummelmose og Brian Dybro i indslaget øverst i artiklen.