Fundet på DBA: Mand sigtet for at sælge varer stjålet i Odense

En mand i 30'erne fra København er blevet sigtet for at sælge varer, der er stjålet i Odense, til en værdi af 120.000 kroner.

Lækre designerstole til en brøkdel af den oprindelige pris.

Det kan lyde for godt til at være sandt, og det viser sig også ofte at være tilfældet.

Nye tal fra "Bo Trygt" fra 2019 viser, at cirka 250.000 danskere købte hælervarer for 200.000.000 kroner i 2018. 

Og så sent som i tirsdags var Fyns Politi ude og hente to stole til en samlet værdi af cirka 120.000 kroner hjem til Fyn. Det fortæller Finn Wegner Petersen, der er leder af Fyns Politis Indbrudsgruppe. 

- I tirsdags var vi på Sjælland hos en hæler og hente et bord og to ret dyre stole hjem, som blev stjålet for et par måneders tid siden her i Odense M. Vi fandt møblerne annonceret til salg på dba.dk, og så tog vi simpelthen kontakt, fortæller Finn Wegner Petersen. 

quote Virker det for eksempel helt normalt lige at handle en Arne Jacobsen ”Ægget” på en rasteplads ved Middelfart, eller kunne det være et tegn på at den stol måske er frembragt under lidt lyssky omstændigheder?

Finn Wegner Petersen, leder af Fyns Politis Indbrudsgruppe

Solgte på DBA

Sælgeren viste sig at være en mand fra København, der onsdag blev fremstillet i grundlovsforhør. 

Fyns Politi kan ikke videregive yderligere information på den sigtede i forbindelse med den videre efterforskning, men oplyser, at der er tale om en mand i 30’erne, og at de kan konstatere, at manden har solgt mange designervarer gennem Den Blå Avis. 

De to stole er Finn Huhl designerstole, der samlet har en værdi af cirka 120.000 kroner. Det stjålne bord er fra Wegner og har en samlet værdi på cirka 200.000 kroner.

På Den Blå Avis var bordet sat til salg for 50.000 kroner per styk. 

Holder øje på salgssider

Finn Wegner Petersen fortæller, at efterforskerne i Indbrudsgruppen i Fyns Politi jævnligt kigger på dba.dk, guloggratis.dk og køb-og-salgssider på Facebook for at se efter stjålne effekter som f.eks. designmøbler. Derfor håber han, at folk vil hjælpe med at undgå lignende situationer ved at bruge deres sunde fornuft. 

- Det kunne være fint, hvis man som køber af de her varer lige tænkte sig om. Når noget, der normalt er dyrt eller sjældent, sælges forholdsvist billigt, kunne man jo godt overveje, om der kan være tale om stjålne ting, fortæller Finn Wegner Petersen. 

Derudover anbefaler lederen af Indbrudsgruppen, at man kigger sig omkring, hvis man er ude at hente en vare. 

- Virker det for eksempel helt normalt lige at handle en Arne Jacobsen ”Ægget” på en rasteplads ved Middelfart, eller kunne det være et tegn på at den stol måske er frembragt under lidt lyssky omstændigheder? Her må alarmklokkerne faktisk gerne lige ringe, siger Finn Wegner Petersen. 

Oversigt

    Oversigt