Sigurd må parkere to kilometer fra hjemmet: - Man kan ikke forvente, man kan holde foran sin dør

Nye parkeringslicenser i centrum af Odense har konsekvenser for beboere, der må holde uden for parkeringszonen. Alligevel er der ingen anden løsning på vej.

Siden Odense Kommune indførte nye parkeringsregler og såkaldte beboerlicenser i centrum af byen, har Sigurd Anders Kristoffersen måtte parkere to kilometer fra hjemmet i Allégade. 

Familien har to biler, og kan kun få én beboerlicens.

 

Siden den 7. januar er endnu et af de boligområder, der ligger tættest på Odense centrum blevet reguleret med de såkaldte beboer-parkeringslicenser. For Sigurd Kristoffersen og hans familie har de nye parkeringsregler givet helt nye daglige udfordringer.

Socialdemokraten Anders W. Berthelsen, der er medlem af kommunens By- og Kulturudvalg, forstår Sigurd Anders Kristoffersen og andre beboere og erhvervsdrivendes frustration. Alligevel kan han ikke se, at der skulle være andre løsninger på den boomende parkering i centrum. 

- Man kan ikke forvente i dag, at man kan holde lige ude foran sin dør. Det er selvfølgelig ærgerligt, men det er et resultat af, at der er flere og flere biler, siger Anders W. Berthelsen. 

Udvider parkeringszoner

Ifølge Odense Kommune er antallet af biler steget 18 procent de seneste ti år, og flere husstande har ligesom familien Kristoffersen mere end én bil. 

- Det er en vanskelig situation, og det er utrolig ærgerligt, men jeg kan ikke se, hvordan vi får fundet en løsning, der er mere rimelig, når vi har så mange biler, som vi har, siger Anders W. Berthelsen.

Inden 2020 vil Odense Kommune udbrede beboerlicenser til endnu flere zoner - blandt andet til Vesterbro- og Østerbro-området. Anders W. Berthelsen kan ikke udelukke, at zonerne udvides yderligere.

- Hvis vi ikke får vendt den kurve, at odenseanerne får flere biler, kan jeg ikke se andet, end at det bliver sværere og sværere at løse, og det måske også bliver flere områder af byen, man bliver nødt til at inddrage, siger han. 

Beboerlicensen i området omkring Allégade blev indført den 7. januar.

For Sigurd Anders Kristoffersen betyder det, at han enten må flytte sin familie ud af området eller opsige sit job i Vejle.

 

I kortet her kan du orientere dig om, du bor i et område, hvor kommunen vil indføre beboerlicenser.
I kortet her kan du orientere dig om, du bor i et område, hvor kommunen vil indføre beboerlicenser.

Oversigt

    Oversigt