Sikring mod oversvømmelser: Seden Strandby får millioner

Der er penge på vej til at sikre Seden Strandby mod oversvømmelser.

De har været hårdt ramt af oversvømmelser i Seden Strandby ved Odense Fjord. Men nu er der hjælp på vej.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har som led i Naturpakken bevilget næste 25 millioner kroner kroner til ni projekter, hvor kommuner vil lave klimasikring. Et af dem er altså Seden Strandby.

De 142 boliger i Seden Strandby er i fare for at blive oversvømmet oftere i fremtiden på grund af klimaforandringer. Derfor vil man bygge nye diger, der samtidig udvikler strandenge med et rigt fugleliv.

Projektet er første brik i et projekt, der på sigt skal sikre hele Seden Strandby med diger. Diget, der nu er bevilget penge til, vil beskytte den nord-østlige del af Seden Strandby.

- Diget vil indgå i den samlede løsning, og det betyder, at vi sparer omkring en million kroner i det samlede digeprojekt, fortæller Anders Brændholt Rasmussen fra digeprojekt Seden Strandby.

Projektet støttes med 2,9 millioner kroner. Den samlede projektsum er 5,4 millioner kroner.

- Klimasikring behøver ikke at foregå under jorden i kloakkerne. Kommunernes projekter viser, at man kan stoppe vandmasserne ved at indrette sig på en naturlig måde oppe på jorden. Naturen klimasikrer på den måde sig selv, når de nye vandløb, søer og enge vil holde regnskyl på afstand fra folks kældre, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, Venstre.

Ekstra penge i puljen

Der er kommet 26 ansøgninger til puljen. Derfor har ministeren besluttet at hæve beløbet til Naturpakken med 10 millioner kroner, så der i alt er næsten 25 milloner kroner i puljen.

- Det er frustrerende at leve med usikkerheden om, at ens kælder og hus kan blive ødelagt af voldsomme regnskyl. Ting med stor affektionsværdi kan gå tabt, ligesom man bagefter skal genhuses og søge erstatning. Med de nye projekter får borgerne ikke alene en større sikkerhed for, at deres boliger holdes tørre, de får samtidig rekreative naturperler, de kan nyde i deres lokalområde, siger miljøordfører fra Dansk Folkeparti Pia Adelsteen

Projektet i Seden Strandby er det eneste på Fyn, der modtager støtte.

Oversigt

    Oversigt