Simpelt råd skal gøre skolebørnene mindre syge

Et nyt forsøg i Odense Kommune skal lære skolebørn om håndhygiejne. Ambitionen er at nedbringe antallet af sygedage.

Kan man forbedre håndhygiejnen på skolerne og dermed sænke sygefraværet blandt lærere og elever? Det undersøger Odense Kommune i denne uge i samarbejde med i alt 12 skoler i kommunen.

På fire af skolerne er der blevet opsat håndsprit uden pædagogisk indsats, mens eleverne på fire andre skoler har lært om god håndhygiejne og håndvask. Derudover fungerer fire andre skoler som kontrol i forsøget.

Godt at få genopfrisket

Villads Unschuld Hansen går i 4.B på Risingskolen i Odense, som er én af de skoler, hvor eleverne i fjerde, femte og sjette klasse i uge fem og seks har lært om håndhygiejne.

Han synes, at det har været godt at få genopfrisket, hvordan man vasker hænderne, så de er ordentligt rene.

- Det er altid godt at få det genopfrisket, for jeg tror, langt de fleste af os vaskede ikke på den rigtige måde, siger han.

Sara Mithaq Eddan Al Hussein går i klasse med Villads, og hun har også været glad for at få genopfrisket, hvor meget man faktisk skal skrubbe, før hænderne er ordentligt rene.

- Der er måske nogle, der kan, men der er også andre, der ikke kan, og så er det jo godt, at man får det genopfrisket, siger hun.

Skal nedbringe sygefraværet

Forsøget med at forbedre håndhygiejnen på skolerne i Odense Kommune er en del af budgetforliget for 2019, og formålet er at nedbringe sygefraværet blandt børn og voksne på skolerne.

Og der er store forhåbninger til effekten af den relativt simple, men vigtige indsats. Det forklarer Anette Birkenfeldt, der er sundhedsplejerske på Risingskolen i Odense.

- Der er forsøg, som har vist, at ved at lave en målrettet indsats, som vi gør nu her, så kan man reducere sygefraværet med mindst en tredjedel, siger hun.

Derfor er det vigtigt, at eleverne lærer om god håndhygiejne, understreger sundhedsplejersken.

- De skal lære om god håndhygiejne, fordi det er den allervigtigste kilde til smittespredning. Så hvis vi kan få opmærksomhed på at hoste og nyse i sin albue i stedet for i hånden og huske nogle få regler om at vaske hænder, før man starter på noget rent, og efter man slutter med noget beskidt, så kan vi reducere smittespredningen med op mod 80 procent, siger Anette Birkenfeldt.

Når forsøget med de rene hænder afsluttes på fredag, så skal resultaterne evalueres. Det sker ved at sammenligne sygefraværet på de 12 skoler for henholdsvis februar og marts måned. 

På den baggrund skal der udarbejdes nye konkrete anbefalinger til en ny hygiejneindsats på kommunens skoler.
 

Oversigt

    Oversigt