Sindslidendes holdepunkt i fare: - Det vil være en potentiel katastrofe

Hvis politikerne i Odense tager bevillingen fra de sindslidendes værested, Stoppestedet, har de ikke andre steder, hvor de har et holdepunkt i deres hverdag.

Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense Kommune er i knibe og indstiller til byrådet, at der skal spares 34 millioner kroner.

Et af de steder, hvor forvaltningen har rettet søgelyset hen, er det åbne værested for borgere med sindslidelse, Stoppestedet i Jernbanegade.

- Det vil være en potentiel katastrofe. De svageste mennesker i samfundet vil miste alt. Stoppestedet er deres eneste holdepunkt i en svær hverdag, siger den tidligere byrådspolitiker Brian Skov Nielsen.

Brian Skov Nielsen har som medlem af Odense Byråd for Enhedslisten været rådmand på ældre- og handicapområdet, i dag er han formand for Stoppestedets bestyrelse.

Med rådmand Søren Windell (K) i spidsen foreslår Ældre- og Handicapforvaltningen blandt andet, at at nedlægge Stoppestedet for ikke at skære i den praktiske hjælp til Odenses ældre.

Tilskuddet til Stoppestedet 3,9 millioner kroner.
Tilskuddet til Stoppestedet 3,9 millioner kroner.
Foto: Alex Syrik

Det vil give forvaltningen 3,9 millioner kroner til andre områder, men Brian Skov Nielsen mener det vil være en dårlig beslutning.

- Stoppestedet er der brugerne møder venner og bekendte og får en hverdag til at fungere. Hvis vi lukker har de intet, og så er risikoen for at de opsøger uheldige miljøer og bander overhængende.

Ifølge Brian Skov Nielsen går de 3,9 millioner kroner som Stoppestedet får af kommunen til husleje og lønninger, så uden tilskud intet tag over hovedet og ingen folk med de rette kompetencer.

- For mange er Stoppestedet den sociale kontakt, deres dagligstue. Her får de et måltid mad og lærer at leve et liv. Der findes ikke et andet kommunalt tilbud, som kan det samme, siger Brian Skov Nielsen og uddyber:

- De skal så opsøge varmestuer, hvor der er misbrugere. Det betyder at der vil være risiko for, at de selv bliver misbrugere - og dermed vokser problemet.

- Jeg håber at politikerne tænker over konsekvenserne. På Stoppestedet der ved man, hvor brugerne er og her ved man, hvad man har med at gøre.

Søren Windell siger til TV 2/Fyn, at man i udvalget ser med stor alvor på sagen og de manglende 34 millioner kroner.

- Jeg vil ønske at vi kan finde en pose penge, så de værste besparelser kan afværges.

Politikerne i Ældre- og Handicapudvalget skal drøfte sparekataloget i næste uge, inden der skal træffes en endelig beslutning på udvalgsmødet den 28. april.

Således er der godt halvanden uge, hvor brugerne af Stoppestedet må håbe på, at beslutningstagerne finder en anden løsning.

- Det er de svageste borgere vi har med at gøre her. Der må kunne findes en anden løsning, siger Brian Skov Nielsen og tilføjer:

- Et hvert samfund kendetegnes ved, hvordan man behandler de svageste.