Skader og sygdom gør indhug i OB-truppen mod Silkeborg

Seks spillere er ude med enten skade eller sygdom, når OB skal jagte vigtige point i Silkeborg.

Sønderjyskes 1-0-sejr over Lyngby i weekenden betyder, at kampen om de to sikre overlevelsespladser i 3F Superligaens nedrykningspulje 1 er blevet helt tæt for tre af holdene.

OB har 33 point for 26 kampe, mens Lyngby og Sønderjyske for 27 kampe har henholdsvis 32 og 30 point.

Derfor har fynboerne hårdt brug for de tre point, når holdet mandag aften gæster puljebundproppen Silkeborg.

Må undvære profiler 

Det er dog et OB-hold med en del skadesproblemer, som drager mod Jylland, hvor cheftræner Jakob Michelsen må undvære seks mand.

Oliver Lund, Alexander Juel, Issam Jebali, Janus Drachmann og Mart Lieder er alle ude med skader, mens Mikkel Hyllegaard er ramt af sygdom, oplyser klubben på sin hjemmeside.

Kampen spilles klokken 19 i Silkeborg.

Silkeborg jagter mirakel

Silkeborg skal håbe på et mirakel i nedrykningsspillet for at få endnu en sæson i landets bedste fodboldrække.

Kent Nielsens mandskab har kun 16 point i gruppen og har altså 14 point til Sønderjyske på tredjepladsen, som giver playoffkampe om overlevelse.

Nummer fire i gruppen rykker direkte ned.

For begge hold er det deres første af seks kampe i nedrykningsspillet.

Oversigt

    Oversigt