Skadestue gennemgår retningslinjer

Efter sagen med en 76-årig kvinde, som blev nægtet adgang på skadestuen på OUH, gennemgår skadestuen nu sine retningslinjer for at undersøge, hvad der kan gøres bedre.

Den 76-årige kvinde blev af Falck kørt til skadestuen, fordi hun var oversprøjtet med benzin efter en ulykke på en benzinstation.

Personalet på skadestuen fulgte proceduren for såkaldte forurenede  personer. Det indebærer, at patienten skal skylles for at undgå, at forureningen spredes på skadestuen.

I første omgang havde Falck i samråd med ambulancelægen foretaget en nødskylning på ulykkesstedet. Det vil sige skylning af ansigt og overkrop.

Men det er ikke nok efter OUHs nuværende regler. Så derfor blev hun nægtet adgang til skadestuen, indtil hun var blevet skyllet af to sygeplejersker i beskyttelsesdragter i et skylletelt.

Først derefter fik hun adgang til skadestuen.

Da var der gået mere end to timer, siden ulykken skete og kvinden som var delvist afklædt var stærkt nedkølet og forkommen.

Regler ikke gode nok

Ledende overlæge på skadestuen Niels Dieter Röck erkender efter omtale af sagen i Fyens Stiftstidende, at den sag kunne være håndteret bedre.

Han har taget kontakt til Falck for at klarlægge forløbet med henblik på at gøre reglerne bedre.

- Selvom både Falcks og vores retningslinjer er blevet fulgt, erkender vi, at forløbet ikke har været som vi kunne ønske os, siger Niels Dieter Röck.

- Meget tyder på, at det her er en sag, vi kan lære af, tilføjer han.

Oversigt

    Oversigt