Skal du lige høre og røre? Superbiler holder pitstop i Odense

En hel karavane af brølende superbiler rammer Odense i næste uge, når Cool Car Race samler penge ind til danske børn, der trænger til en ekstra håndsrækning.

Hvis du har hang til Ferrari, Maserati, Lamborghini, Corvette eller Porsche, så har du mulighed for at komme helt tæt på superbilerne i næste uge i Odense.

Det er velgørenhedsløbet Cool Car Race, der holder et lille pitstop i byen lørdag morgen ved Brandts Klædefabrik. 

Ferrari i folie

Løbet har eksisteret siden 2012, men det handler ikke om at komme først i mål, det handler om turen, oplevelserne og at have den rette ånd. Lyden og synet af 20.000 eksotiske hestekræfter er blot en bonus.

Og så gælder det selvfølgelig om at samle så mange penge ind som muligt til CoolUnite, der giver pengene videre til de børn, der trænger.

Manden bag velgørenhedsløbet kører selv i år i en Ferrari California, der er pakket ind i folie med et unika-kunstværk af kunstneren Mikael B.

- Målet har været at skabe en af verdens mest unikke Ferrarier, og det, der i begyndelsen lignede en vild og urealiserbar idé, er heldigvis endt med at blive til virkelighed. Bilen skal være med til at skabe opmærksomhed omkring løbet, som i år har et mål om at nå op over en million indsamlede kroner. Pengene går direkte videre til børn i Danmark, som af den ene eller anden grund har brug for ekstra støtte og hjælp, siger Jacob Risgaard, der er marketingsdirektør i Coolshop.

Her bliver hestekræfterne sluppet løs

I de seks år løbet har eksisteret er der blevet samlet mere end to millioner kroner ind. Pengene er blandt andet gået til Danmarks første hospice for børn og unge, skyggebørn i Danmark, og kræftramte børn.

Løbet begynder i Sverige den 25. maj, kører ned gennem Danmark og slutter i Tyskland den 27. maj. 

Du kan se den officielle video fra løbet sidste år herunder.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt