Skatteyderbetalt borgmester-annonce overskred reglerne: Konservative kræver undskyldning

En annonce med Odenses borgmester levede ikke op til kravene for en kommunalt betalt annonce. Det vurderer kommunen selv. De Konservative kræver undskyldning.

En annonce med Odenses borgmester Peter Rahbæk Juhl, der skulle slå et slag for et grønnere Odense, er blevet mødt af kritik fra Venstre og De Konservative.

Annoncen var skatteyderbetalt, men promoverede borgmesteren, lød kritikken fra de to borgerlige partier

Eksempelvis figurerer borgmesteren på et billede med cykelhjem i grønne omgivelser med billedteksten "Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel cykler hver dag til og fra sin arbejdsplads på Rådhuset. Man skal bidrage, hvor man kan i klimakampen, mener han."

- Jeg synes det er en politisk kampagne betalt af borgene, sagde Claus Houden (V) til TV2 Fyn mandag 19. april. 

Og nu bekræfter Odense Kommunes egen juridiske afdeling til dels den påstand i en ny rapport. 

Rapporten konkluderer blandt andet:

Med den form og det indhold, som den del af annoncen, hvori borgmesteren medvirker, har, vurderes rammerne for, hvordan den kommunale forvaltning kan kommunikere, konkret at være overskredet, da det ikke med tilstrækkelig tydelighed fremgår, at det er byrådets ambitioner, der kommunikeres om og ikke borgmesterens. Dette uagtet den lovlige intention, der ligger bag annoncen.

Og rapportens konklusioner får nu det odenseanske byrådsmedlem for De Konservative Tommy Hummelmose til at reagere.

- Det er en klar juridisk vurdering. Rammerne for uvildig kommunikation er overskredet. Det lugter af et borgmesterkontor, hvor magtarrogancen er herskende, siger Tommy Hummelmose til TV 2 Fyn.

Han kræver nu, at Peter Rahbæk Juel (S) undskylder offentligt.

Peter Rahbæk Juel afviser at kommentere sagen overfor TV 2 Fyn. 

quote Det lugter af et borgmesterkontor, hvor magtarrogancen er herskende

Tommy Hummelmose, Byrådsmedlem, Odense, Kons.

Personalemæssige konsekvenser

En kommune må gerne kommunikere om de ambitioner et byråd har vedtaget - eksempelvis via avisannoncer, som det er tilfældet med den omdiskuterede annonce.

Borgmesteren må også gerne medvirke i kommunikation af byrådets ambitioner, men det må ikke fremstå som om, at det kan komme borgmesteren til gode som privat politiker.

Og det vurderer Odense Kommunes juridiske afdeling altså er sket.

... er det imidlertid Juras vurdering, at rammerne for, hvordan den kommunale forvaltning kan kommunikere, er overskredet, da det ikke med tilstrækkelig tydelighed fremgår, at det er byrådets ambitioner, der kommunikeres om og ikke borgmesterens. Dette uagtet den lovlige intention, der ligger bag annoncen, står der i rapporten. 

Tommy Hummelmose opfordrer nu også stadsdirektør, Stefan Birkebjerg, til at overveje mulige personalemæssige konsekvenser. 

- Vi mener at Stadsdirektøren bør overveje, om det skal have personalemæssige konsekvenser for den pågældende leder i Borgmesterforvaltningen, der står bag annoncen, fortæller Tommy Hummelmose.

Annoncen blev blandt andet bragt i Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis samt syv andre aviser 17. april og kostede 24.995 kroner. 

Ifølge Odense Kommunes juridiske afdeling har borgmesteren alene set teksten til annoncen, men ikke annoncen i sin helhed med billeder, ligesom det var Borgmesterforvaltningens egen idé at lave annoncen.

Oversigt

    Oversigt