Skimmelsvamp i Gartnerbyen: Beboere skal flytte ud

Der er konstateret skimmelsvamp i Gartnerbyen i Odense. Beboerne har fået besked på, at de skal flytte snarest muligt.

Opdatering
Clock09. jul 2020, kl. 13:38
Artiklen er opdateret med et skriftligt svar fra PFA.
Clock09. jul 2020, kl. 17:23
En tidligere udgave af denne artikel var illustreret med et billede af Gartnerbyen nummer 25. Det er dog ikke i den ejendom, der er fundet skimmelsvamp, men i stedet i nummer 9-19. Billedet er derfor ændret.

Beboere, som er flyttet ind i Odenses nye bydel Gartnerbyen, skal nu flytte ud igen.

Onsdag er der nemlig konstateret fugt og skimmelsvamp på adresserne Gartnerbyen 9-19, fremgår det af et brev, som DEAS har sendt til beboerne onsdag. Det drejer sig om 60 lejligheder.

Fugtskaderne skulle være opdaget under gulvet i syv af de ubeboede lejligheder i Gartnerbyen. Fugt, som har forårsaget skimmelsvamp.

- Vi er i fuld gang med at afdække skadens omfang sammen med OBH Gruppen, som er blandt Danmarks førende rådgivende ingeniørfirmaer inden for undersøgelse af skimmelsvamp, lyder det blandt andet i brevet fra DEAS.

Ifølge brevet, som TV 2/Fyn har fået tilsendt, kan beboerne vælge at blive genhuset, mens skaderne bliver udbedret, eller de kan opsige deres lejekontrakt uden opsigelsesvarsel eller omkostninger til istandsættelse. Flytteommkostningerne vil man få dækket.

Genhusningen forventes at tage seks til otte måneder, hvor beboerne skal bo i andre lejligheder i området.

Èn måneds husleje som kompensation

Det er pensionsselskabet PFA, der ejer ejendommen. I et skriftligt svar skriver ejendomsdirektør Michael Bruhn:

- Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det er en situation, vi er meget ærgerlige over, særligt i relation til de berørte lejere.

PFA vil betale, hvad der svarer til én måneds husleje som kompensation for svie og smerte i forbindelse med genhusningen.

- Vi er nu i fuld gang med at afdække skadens omfang, og entreprenøren bag projektet vil udbedre fejlene så hurtigt som overhovedet muligt. Vi ønsker at handle hurtigt og tager sagen meget alvorligt. Derfor har vi også allerede i går informeret lejerne, som nu vil blive tilbudt en midlertidig bolig hurtigst muligt samt kompensation, skriver Michael Bruhn i det skriftlige svar.

Læs hele brevet herunder.

 
 
Foto: Privat
 
 
Foto: Privat

 

Oversigt

    Oversigt