Skole genåbner: Nu kan eleverne roligt hoppe i klasselokalet

Efter at en usikker bygning måttes lukkes i hast, kan 150 elever mandag vende tilbage til Næsby Skole.

Nu kan eleverne hoppe i klasselokalet uden at være bange for at falde igennem gulvet.

Mandag vender 150 elever tilbage til Næsby Skole, efter at have modtaget undervisning i Bellinge Idrætscenter og i pavilloner i skolegården i mere end et år.

I august 2021 blev en skolebygning i al hast lukket, og elever fra fjerde klasse og op blev sendt hjem.

Bygningen, der var fra 1965, var i så dårlig stand, at det ikke var forsvarligt at tilbyde undervisning i lokalerne.

Nye toiletter og flere grupperum

Efter et år og tre måneders byggeri er skolebygningen nu understøttet af godt to kilometer stålprofiler, og eleverne kan vende tilbage til undervisning.

- Tålmodigheden har været sat på prøve, men børn, forældre og medarbejdere har bestået. Jeg vil nærmest kåre dem som verdensmestre i omstillingsparathed og udholdenhed, siger Berith Bonnesen, der er skoleleder på Næsby Skole i en pressemeddelelse.

Udover at sikre bygningen med stålprofiler har skolen også moderniseret flere lokaler, mens eleverne alligevel havde undervisning væk fra skolen.

Derfor vender eleverne på mandag tilbage til blandt andet renoverede toiletter, nyt bibliotek og billedkunstlokale og flere grupperum.

- Elever og medarbejdere har fået nye og dejlige rammer til skoledage med læring, venskaber og sjov i mange år fremover, siger By- og Kulturrådmand i Odense, Søren Windell, i pressemeddelelsen.

4. og 5. årgang har haft under
4. og 5. årgang har haft under
Foto: Odense Kommune

Mens renoveringen har stået på, har eleverne fra 4. og 5. klassetrin haft undervisning i pavilloner i skolegården, mens eleverne fra 6. klassetrin og opefter hver morgen er blevet transporteret i turistbusser gennem byen til Bellinge Idrætscenter.

Derfor glæder skolelederen sig til, at der atter er fuldt hus på skolen.

- Vi ser frem til, at alle hjørner af skolen igen genlyder af glade børnestemmer og lige så mange hop, som børnene har lyst til, siger Berith Bonnesen i pressemeddelelsen.

Det var ikke kun de ældste elever, der blev påvirket af skolelukningen. For de yngste elever betød det, at de i en periode ikke havde nogen skolepatrulje til at hjælpe dem over vejen om morgenen.