Skoleelever sendes hjem igen: - Det betyder rigtig meget for os at være i skolen

Alle Odenses 5. klasser og opefter bliver sendt hjem for at begrænse coronasmitten i kommunen.

Odense Kommune skal sende alle skoleelever fra 5. klasse og opefter hjem. 

Det præsenterede regeringen på et pressemøde mandag, som en del af nye coronarestriktioner. Restriktioner, der bliver indført i 38 kommuner hovedsagligt på Sjælland, men altså også i Odense. 

Restriktionerne gælder fra onsdag 9. december til 3. januar. Her er elever på ungdomsuddannelser også inkluderet. Elever fra 0. til 4. klasse kan fortsat gå i skole. Børn i vuggestue og børnehave kan fortsat passes.

- Vi er selvfølgelig kede af, at vi bliver sendt hjem igen onsdag, siger Kajsa Kirk Andersen fra 9.b fra Rosengårdskolen. 

 - Det var tydeligt at se på Mette Frederiksen, at hun mener det alvorligt. Vi er igen et sted, hvor vi er nødt til at lukke relativt hårdt ned. Det er alvorligt, og det skal vi tage alvorligt, siger Jakob Høj Lundgaard, konstitueret skoleleder på Rosengårdskolen. 

Hvad det - udover hjemsendelsen - helt konkret betyder for eleverne, ved skolelederen ikke endnu. Men 9. klassernes projektuge udskydes formentlig til engang i det nye år. Og hjemmeundervisningen skal endnu engang tages i brug.

- Det er ikke det samme som at være fysisk i skole, men det er noget i stedet for ikke at have undervisning, forklarer Alyssa Cao. 

Og klassekammeraten fra 9.b bakker op. Undervisning er bare bedre, når det foregår fysisk i klasselokalet.

- Det betyder rigtig meget for os, at være i skolen. Vi sidder og griner, smiler og hygger os, når vi arbejder sammen. Det kan man ikke rigtig gøre lige så meget med virtuel undervisning, siger Kajsa Kirk Andersen. 

- Lige nu går mine tanker selvfølgelig på eleverne, forældrene og medarbejderne i forhold til deres fremtid her op til jul, siger skolelederen.

Restriktioner var forventet

Jakob Høj Lundgaard skal nu mødes med sin ledelse og planlægge, hvad der skal ske.

- Vi har jo prøvet det her før, så vi har en plan liggende, som vi trækker op af skuffen igen og kigger på og så retter til. Så helt bag på os kommer det ikke, forklarer Jakob Høj Lundgaard. 

For Susanne Crawley (RV) , der er børne- og ungerådmand i Odense, kom dagens melding heller ikke som nogen overraskelse. 

- Det er forventeligt, men ærgerligt. Det giver omvæltninger for børn, forældre, medarbejdere og ledere. De har alle været hårdt prøvet, men har hver gang taget det i stiv arm. Vi går nu i gang med det praktiske arbejde. Herunder at have et sikkerhedsnet under de sårbare børn, siger Susanne Crawley.

Oversigt

    Oversigt