Skolen undersøger om elev står bag

Politiet afhører personale og elever efter en skriftlig bombetrussel mod handelsskole i Odense.

Der lå en ubehagelig overraskelse og ventede, da personalet på Tietgenskolen i Odense onsdag morgen åbnede dagens post.

- Der var et brev, hvori det stod, at der ville sprænge en bombe på et eller andet tidspunkt i løbet af i dag, siger vagtchefen ved Fyns Politi, Bruno Nielsen.

Personalet kontaktede straks politiet, der hurtigt fik evakueret skolen kort efter, de første handelsskoleelever var mødt.

- Skolen er tømt, og der er nu rekvireret sprængstofhunde til at gennemgå området, siger Bruno Nielsen.

Politiets efterforskere er oven på evakueringen i gang med at afhøre elever og personale.

- Vi er selvfølgelig interesserede i, om der kan være en elev, der er blevet smidt ud og derfor har et motiv, eller om der er andre hændelser i den seneste tid, der kan knyttes til truslen, siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen.

I følge Henrik Justesen er der et par elever som politiet skal tale med, men han ønsker ikke at uddybe, hvad han mener med det.

Samtidig har politiets teknikere lagt selve brevet under luppen.

- Det kunne jo være, at der sidder et fedt tommelfingeraftryk på det, der vil gøre det lidt lettere at få klarlagt, hvem der har postet det, siger Henrik Justesen.

For en sikkerheds skyld har politiet afspærret flere gader omkring skolen. Der er tale om Thomas B. Thriges Gade, Ejlskovsgade, Lerchesgade og Seebladsgade.

Her ligger Tietgen Skolen

Vis tietgenskolen på et større kort

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt