To skudepisoder efterforskes: Forsvaret hjælper politiet med sporsøgning i Vollsmose

Fyns Politi og Forsvaret leder efter spor fra to skudepisoder i januar og februar i Odense-bydelen Vollsmose.

Der vil onsdag morgen være synligt militær- og politipersonale omkring Vollsmose Allé mellem Åsumvej og Bøgeparken.

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse. 

Anledningen er et større arbejde med at lede efter spor fra to skudepisoder der fandt sted henholdsvis 29. januar og 20. februar. 

- Vi har selvfølgelig indsamlet de tekniske beviser, som vi har fudnet derude, og dem har vi løbende vurderet på. Det har så afstedkommet en ekstra undersøgelse af stedet derude, siger Anders Sims-Nielsen, vicepolitiinspektør ved Fyns Politi til TV 2/Fyn.

 

Det er Forsvarets Advanced Search Capacity fra Skive kaserne, der hjælper Fyns Politi med at lede efter spor. I alt 25 personer fra Forsvarets specialenhed er tilstede.  

- De (Forsvarets Advanced Search Capacity, red.) kan assistere os med noget mere fintfølende udstyr, som vi kan anvende i håbet om at tilvejebringe nogle oplysninger, der gør vores efterforskning stærkere, forklarer Anders Sims-Nielsen til TV 2/Fyn.

Forsvarets særlige enhed kan finde selv meget små metalfragmenter eksempelvis fra et projektil. Det er blandt andet det, som Forsvaret og politiet håber at finde i dag. 

I forbindelse med skudepisoden 20. februar er fem personer varetægtsfængslet. Fyns Politi mener, at skudepisoderne var en del af bandekonflikten mellem to grupperinger i Odense-bydelen Vollsmose.

Sporsøgningen påvirker også trafikken omkring Vollsmose. Forskellige områder vil løbende blive afspærret, mens sporsøgningen er i gang.

Fyns Politi forventer, at sporsøgningen vil være afsluttet midt på eftermiddagen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Opdateres...

Oversigt

    Oversigt