Slog sovende offer ihjel med økse for at "rådne op i fængslet"

En 46-årig mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger. Mandag morgen slog han en 70-årig bekendt ihjel med flere økseslag.

Tirsdag morgen er en 46-årig mand fra Frederica blevet varetægtsfængslet. Et døgn forinden slog han en 70-årig mand fra Odense SØ ihjel.

Den 70-årige John Lund Christensen sov, da han blev slået i hovedet mindst syv gange med en økse af gerningsmanden.

Det oplyser senioranklager hos Fyns Politi Brian Dybdahl til TV 2 Fyn.

Den sigtede kontaktede efter drabet selv politiet og har i grundlovsforhøret erkendt forholdene med en fuld tilståelse.

Mislykket selvmordsforsøg

Det kom som en pludselig indskydelse, at den 46-årige ville slå den 70-årige ihjel. 

Der var altså ikke nogen uoverensstemmelser mellem dem forud for drabet. Og der med ingen motiver, siger anklageren om gerningsmandens forklaring.

Drabet skete cirka klokken 7.30 mandag morgen. Forholdsvis kort tid efter, at den 46-årige har forsøgt at tage sit eget liv med en overdosis af narkotika. Ifølge gerningsmanden er den dræbte ikke bevidst om, at selvmordsforsøget finder sted.

Den 46-årige var på besøg ved John Lund Christensen i et rækkehus i Hjulets Kvarter i det sydøstlige Odense. De to personer kendte hinanden fra misbrugsmiljøet.

Til grundlovsforhøret ved Retten i Odense var gerningsmandens egen forklaring, at han slog den 70-årige med øksen mellem 10 og 20 gange. Retsmedicinerne har opgjort det til i alt syv slag. 

Det vides ikke, hvor mange gange der blev slået med øksens skarpe ende. Men økseslagene er dødsårsagen. 

John Lund Christensen blev erklæret død af retsmedicinerne, da de ankom til drabsstedet, fortæller anklager. 

Måtte ringe to gange til 112

Den 46-årige kontaktede selv politiet efter drabet ved at ringe til alarmcentralen. Og måtte endda ringe to gange, fordi vagten i første omgang ikke troede på ham, da han i sin rus var stærkt usammenhængende, skriver Ekstra Bladet, der var til stede ved grundlovsforhøret.

Gerningsmanden forklarede, at han efter det mislykkede selvmordsforsøg, "lige så godt kan rådne op i fængslet". Derfor gjorde han, som han gjorde, sagde han ifølge Ekstra Bladet.

Den 46-årige har tidligere været dømt. I 2017 for grov vold og i 2019 for et røveri i en butik.

Politiet modtog anmeldelsen 7.45 mandag. Og den 46-årige blev anholdt af Fyns Politi klokken 8.03 mandag.

Gerningsmanden bekræftede forløbet og erkendte sigtelsen om manddrab i grundlovsforhøret. Han er blevet varetægtsfængslet til den 20. december 2022.

Ifølge anklager Brian Dybdahl vil politiet nu afprøve sagens motiv og foretage en metalundersøgelse af den 46-årige, så det kan blive klargjort, om der er tale om en almindelig- eller behandlingsdom.

I oktober blev en 41-årig mand fundet død i en lejlighed i Svendborg. Efterfølgende undersøgelser viste, at man blev tæsket ihjel.

Oversigt

    Oversigt