Slut med fester på Odenses gymnasier

Fyns Politi strammer reglerne, så gymnasier må aflyse fester og fredagsbarer.

Eleverne på Tornbjerg Gymnasium i Odense havde nær fået frokosten galt i halsen, da rektor i dag gjorde det klart, at fredagens fest og alle fredagsbarer ind til videre er aflyst.
 
Det er en ny fortolkning af bevillingsregler, der aflyser fester og fredagsbarer over hele Fyn. Det skriver fyens.dk

- Jeg synes, det er tragisk. Det er meget ærgerligt, at vi ikke kan holde de fester, vi plejer. Vi plejer at have et godt elevsamfund, hvor vi kan hygge os på tværs af klasserne, lød reaktionen kort efter fra en chokeret formand for gymnasiets festudvalg, Ian Seistrup.
 
Det er politiets nye strammere fortolkning af bevillingsreglerne, der gør, at gymnasierne på Fyn i år er nødt til at forbyde alkohol til unge under 18 år.

Og gymnasierne har i øjeblikket svært ved at garantere, at det ikke sker. Derfor er fester og fredagsbarer foreløbig aflyst på Skt. Knuds Gymnasium, Mulernes Legatskole og Katedralskolen i Odense.

På Tornbjerg Gymnasium håber man på en løsning, så festerne kan genoptages.
 
- Jeg håber, vi kan finde en løsning, måske med armbånd til alle over 18 år, for det er en del af gymnasiet, at der er alkohol indblandet i festerne, siger Ian Seistrup til fyens.dk

Oversigt

    Oversigt