Slut med smøger i eget hjem: Boligselskab vil have røgfrie boliger

FAB ønsker, at nybyggede almene boliger skal være røgfrie, og det forslag bakker By- og Kulturforvaltningen op omkring.

Opdateret
Clock18. mar 2021, kl. 09:00
Artiklen er opdateret med citat fra Maria Brumvig (S).

Odenseanerne skal holde op med at ryge. I hvert fald hvis man spørger politikerne i Odense Byråd. 

Det har længe været byrådets ambition, at Odense skal være røgfri, når kalenderen skriver 2030. Og et nyt forslag ser ud til at være et skridt i den retning. 

I hvert fald ønsker Fyns Almennyttige Boligforening (FAB), at nybyggede almene boliger skal være røgfrie. Og det har de derfor foreslået, at By- og Kulturforvaltningen indfører.

I første omgang har FAB fokuseret deres røgfrie ønske til at omhandle afdelingerne i Gartnerbyen og på Dalstrøget, men på sigt vil boligforeningen indføre røgfrie boliger i alle nybyggede almene boligafdelinger. 

By- og Kulturforvaltningen har i den forbindelse indstillet til, at byrådet godkender forslaget.

- Som udgangspunkt synes vi det er et fornuftigt forslag, som FAB kommer med. Det er boligorganisationen som selv ønsker at opføre røgfrie boliger, og det synes vi er et positivt signal at sende. Vi har en ambition om at blive en røgfri by i 2030, og forslaget fra FAB spiller godt ind i den ambition, fortæller Maria Brumvig (S), medlem af By- og Kulturudvalget i Odense Kommune.

Vil få flere til at kvitte smøgerne 

FAB skriver om sit forslag, at det vil styrke beboernes fysiske sundhed og samtidig understøtte Odenses vision om at være røgfri i 2030. 

Målet er nemlig at få beboerne til at kvitte smøgerne, når de ikke må ryge dem indenfor i eget hjem. 

Hvis forslaget bliver vedtaget i byrådet, så vil et røgfrit hjem herefter blive et lejevilkår i de pågældende boliger, og det kan håndhæves gennem lejekontrakten. 

Der er imidlertid ingen allerede eksisterende praksis på området, og derfor skriver By- og Kulturforvaltningen, at det er tvivlsomt, hvor vidtgående håndhævningsmuligheder er eksempelvis i forhold til opsigelse af lejekontrakten, hvis ikke hjemmet bliver holdt røgfrit.

Lovgivning i forbindelse med rygning