Sms reklamer lokker unge ud i hashmisbrug

Har du én gang købt hash - Ja så er du tvunget til at modtage reklame sms'er af hashbude med jævne mellemrum. Noget der i følge en misbrugskonsulent kan lokke unge ud i et hashmisbrug.

Markedsføringen af hash til specielt unge bliver mere og mere aggressiv. For hvis man først en gang har købt hash af en kørende pusher, bliver ens telefonnummer gemt på kundelisten, og man er fremover tvunget til at modtage reklame sms’er med hashtilbud.

- Et godt tilbud det ku' de komme med, og hvis man så lige pludselig kan få dobbelt så meget for pengene eller endnu mere, så har jeg været fristet til at købe noget ja, sådan siger en ung mand TV 2/FYN har talt med. Han ønsker ikke at stå frem med navn, da han har købt ulovlige rusmidler. Derfor kalder vi ham ”Peter.”

 

Reklamerne påvirker forbruget

"Peter" fortæller at han er stoppet med at købe hash, men at han tidligere har benyttet sig af hashbudenes tilbud.

Og netop sms-tilbuddene er noget der ifølge en misbrugskonsulent kan drive de unge ud i et misbrug.

- Jeg tænker jo, at det på mange måder er meget uanstændigt og dybt forkasteligt, og man kan jo have lyst til at lægge rigtig meget afstand til det, fordi det jo for mig at se, bliver fjernet endnu en barriere eller filter for, at unge vælger at købe hash eller andre illegale stoffer, siger Torben Vangsted som er misbrugskonsulent i Unge- og rusmiddelbehandlingen i Odense.

”Peter” har selv købt hash af de kørende pushere, og derfor modtager han reklame sms'er.

- Tilbuddet påvirkede mig på den måde, at jeg sagde, til de af mine venner der også røg, ”hey, der er et tilbud her, skal vi ikke lige splejse om noget, så får vi altså mere for det.” Så på den måde har det påvirket mig, siger ”Peter.”

 

Markedsføringen af hash bliver mere aggressiv

Sms-reklamerne indeholder blandt andet bestillingslister med priser, konkurrencer med præmier og muligheden for at klage over betjeningen.

I Unge- og rusmiddelbehandlingen har de i de seneste år oplevet at markedsføringen af hash overfor unge, er blevet mere aggressiv og organiseret.

Og dét kan ses på tallene. Ifølge undersøgelsen ’UNG Odense’ fra 2015 har 45 procent at de unge mellem 15 og 25 år i Odense prøvet at ryge hash.

- Hvis de oplever at blive tilbudt det på institutioner, på sms'er osv. jamen så kommer der måske også en større form for normalisering. Det tror jeg kan gøre, at man måske træffer et valg om noget man ellers ikke havde tænkt, siger Torben Vangsted.

 

Én bagmand sender sms reklamerne

TV 2/FYN har forsøgt at kontakte bagmanden bag sms-reklamerne for at høre, om de gør sig nogle tanker om, hvordan de her reklamer kan påvirke unge ud i et større misbrug. Der bliver dog lagt på, så snart vi fortæller, hvor vi ringer fra.

Et tidligere hashbud vil dog gerne tale med os anonymt. Han fortæller at det primært er bagmanden der sender sms’erne ud, og at han ikke selv har sendt nogen sms-reklamer ud.

- Jeg vil sige at det er bagmanden der har ansvaret, fordi det er ham det sender sms'erne. Jeg kører bare som buddet, siger det tidligere hashbud.

Hvis man spørger ind til, om han har dårlig samvittighed over at have påvirket unge ud i et større misbrug, får man ikke meget svar.

- Jo, selvfølgelig men... det et svært spørgsmål at svare på, siger det tidligere hashbud.

 

Hvordan man kommer ud af det

Det tidligere hashbud synes dog ikke, at det er okay at bagmanden sender sms’er, hvis ikke kunden ønsker det.

- Hvis folk ikke vil have sms’erne, skal de holde op med at sende sms’er, siger det tidligere hashbud.

Men når man først er kommet på kundelisten, er der kun ét at gøre ifølge Torben Vangsted.

- Det eneste man måske i virkeligheden kan gøre, som selvfølgelig er en smule besværligt, det er jo at få sig et nyt telefonnummer. Jeg tænker at det kan da godt være, at en man ringer til siger, jeg skal nok slette sig fra listen, men spørgsmålet er, om det foregår i virkeligheden, og hva så med de 9 andre der har dit nummer, siger Torben Vangsted.

"Peter" har dog ikke tænkt sig at få et andet nummer.

- Jeg synes egentlig bare det er underholdende. Jeg synes det er underholdende at få en sms en gang imellem, også kan man lige læse den igennem. Det synes jeg egentlig er meget hyggeligt, siger ”Peter.”

Peters rigtige navn er redaktionen bekendt.

 

Oversigt

    Oversigt