Socialdemokraterne lover penge til Fortællerbrønden

Kunstneren Jens Galschiøtt kan se frem til at få penge til sin Fortællerbrønd, hvis Socialdemokraterne kan få flertal til det i Odense Kommunes Kunstfond.

Præcist hvor mange penge, der skal afsættes til Fortællerbrønden kan Odenses borgmester ikke sige endnu, men han vil anbefale, at der bruges minimum to millioner kroner fra Kunstfonden.

Det betyder, at finansieringen af den otte millioner kroner dyre skulptur snart er på plads, fortæller Jens Galschiøtt til
TV 2/Fyn.

Kunstfondens kasse har ellers været tom, men i forbindelse med budgetforhandlingerne i Odense Kommune har fonden fået 4,2 millioner kroner, og det er en del af de penge, Anker Boye mener skal gå til Fortællerbrønden.

Kort før valget

Medlem af Kunstfondens bestyrelse, Lars Havelund, der er konservativ byrådspolitiker, undrer sig over, at Anker Boye så kort tid før kommunalvalget den 15. november lover penge til Fortællerbrønden.

- Jeg husker ikke, at han har været så interesseret i Fortællerbrønden tidligere, men vi er da selvfølgelig interesserede i at støtte den, hvis vi kan finde den rigtige placering. Det er bare ikke noget, der skal hastes igennem, siger han.

Private initiativtagere har også samlet penge ind til Fortællerbrønden, der ikke har fået kommunal støtte i H. C. Andersens jubilæumsår.

Det er endnu ikke besluttet, hvor Fortællerbrønden skal placeres.

Læs mere om Fortællerbrønden

Oversigt

    Oversigt