Socialdemokratiet i Odense smider Brixtofte ud

I Odense har Socialdemokratiet bedt Jens Brixtofte forlade partiet og har fjernet ham fra opstillingslisten til kommunalvalget på grund af forkerte udtalelser.

Ifølge formanden for Socialdemokratiet i Odense, Mads Søndergaard Thomsen, er Jens Brixtofte kommet med udtalelser, der "ikke stemmer overens med partiets værdier og politik." 

Hvad udtalelserne præcis handler om, vil Mads Søndergaard Thomsen ikke kommentere nærmere. 

Men på Twitter kan man finde udtalelser fra en profil, der bærer Jens Brixtoftes navn. En profil der blandt andet udtykker modstand mod jøder og muslimer. Men ifølge Jens Brixtofte er det ikke ham, der står bag profilen. 

- At blive hængt ud for noget, man ikke tilnærmelsesvis er enig i, men faktisk uenig i, det gør ondt, siger han til TV 2/FYN. 

Identitetstyveri

Jens Brixtofte, der er tidligere Grand Prix-vinder og bror til Peter Brixtofte, er nu fjernet fra opstillingslisten og har trukket sig fra partiet, som han blev bedt om fra toppen. Han forstår godt partiets beslutning.

- Jeg forstår det godt, for der kunne være nogle af mine vælgere eller borgere i Odense, der kunne tro, at jeg mente de her ting. Det er en pragmatisk beslutning, og politik er pragmatisk, siger han. 

Og selv om Jens Brixtofte fortæller, at han ikke står bag profilerne og føler sig krænket og udsat for identitetstyveri, så har han frivilligt meldt sig ud og ønsker ikke længere at være en del af valgkampen. 

- At skulle bruge et helt år på en valgkamp og riskerer, at det her sker igen. Det kan jeg ikke. Da jeg opdagede, hvad der stod skrevet på twitter, så fik jeg helt ondt i maven og kunne ikke trække vejret. Så er der vigtigere kampe at tag i livet, fortæller han til TV 2/FYN. 

Den rigtige konklusion

Men selv om det skulle vise sig, at profilerne ikke tilhører Jens Brixtofte, så mener formand for Socialdemokratiet i Odense, Mads Søndergaard Thomsen, at de har truffet den rigtige beslutning i partiet. 

- Vi har gjort vores eget benarbejde og kigget det grundigt igennem. Og vurderet på udtalelser tror vi, at vi er nået til den rigtige konklussion, siger han. 

Mads Søndergaard Thomsen understreger, at der ikke er andre årsager til, at de har bedt Jens Brixtofte om at forlade partiet. Det handler om udtalelser, der ikke passer ind. Men om der ligger andet til grund end Twitter-profilerne, ønsker han ikke at komme ind på. 

Oversigt

    Oversigt