Solcelleanlæg vedtaget: - Det her er et kæmpe skridt for Odense

Planerne for et 650.000 kvadratmeter stort solcelleanlæg ved Svendborgmotorvejen er tirsdag blevet vedtaget i Odenses By- og Kulturudvalg.

Et flertal i Odenses By- og Kulturudvalg vedtog tirsdag, at et solcelleanlæg på 65 hektar skal bygges i Højby ved Svendborgmotorvejen. 

Anlægget skal opføres som led i Odense Kommunens plan om at blive CO2-neutral inden 2030, og tirsdagens vedtagelse af solcelleanlægget vækker glæde hos rådmand i By- og Kulturforvaltningen Christoffer Lilleholt (V).

- Det her er et kæmpe skridt for Odense. Jeg er fantastisk glad for, at der er et selskab, der vil komme og lægge solceller i Odense, siger Christoffer Lilleholt.

- Hvis vi skal have kuldet ud, hvis vi skal have benzin og diesel ud af byen, så skal vi have grøn energi op, og det kan vi her.

Anlæg for tæt på beboelse

Projektet har tidligere mødt stor modstand fra borgere i området, der mener, at solcelleanlægget kommer til at ligge for tæt på beboelse.

En af dem er Dagny Sylvest Pedersen, der bor på Uglehøjen tæt ved området. På den ene side ønsker hun grøn energi.

På den anden side ønsker hun bare ikke, at det er i hendes baghave, at energien skal hentes.

- Anlægget vil komme til at ligge meget tæt på beboelse og det rekreative område, hvor vi går ture og henter kræfter, har hun tidligere sagt til TV 2 Fyn.

Frivillige aftaler med borgerne

Ifølge Odense Kommune har bygherren taget højde for beboerne i området og lavet frivillige aftaler med dem, der skal være naboer til de 65 hektar solceller.

- Rigtig mange steder i landet falder solcelleanlæg på grund af borgermodstand. Med den her sag har vi faktisk haft et firma, der har været ude og tage fat i alle borgerne og forsøge at indgå frivillige aftaler, siger Christoffer Lilleholt og fortsætter:

- Det betyder, at der er frivillige aftaler for alle dem, der bor op til, og at der så enten skal laves jordvolde eller grøn beplantning, så man ikke kan se solcelleanlægget fra dér, hvor de bor.

For nu er beslutningen om selve jordvoldene omkring solcelleanlægget blevet udskudt, da Odense Kommune gerne vil undersøge alternativer, så det passer ind i landskabet.

Oversigt

    Oversigt