Soumiya og vennerne er på vej: Børn fra Vollsmose inviteret til landskamp

Børn og unge fra Vollsmose skal i Parken og se Danmarks landskamp mod Finland. Vigtigt for børnene, mener projektkoordinater, der arbejder med sport i udsatte boligområder.

Foran fodboldklubben B1909’s baner i Odense-bydelen Vollsmose står 24 piger og drenge fra klubben lørdag morgen og venter spændt.

Snart sætter de sig i en bus, der kører mod København og en oplevelse, de formentlig vil huske resten af deres liv.

Klokken 18.00 sidder børnene nemlig klar på tilskuerpladserne i Parken til Danmarks landskamp mod Finland i dette års EM-slutrunde.

- Jeg er spændt, og jeg er glad for at jeg har fået tilbuddet om at komme med, siger 14-årige Soumiya Djebara.

Hun spiller til dagligt på B1909’s U14-hold og har spillet fodbold de seneste otte år. Så det er en stor oplevelse at komme til landskamp, når man drømmer om at spille fodbold i fremtiden – og gerne på landsholdet.

- Jeg vil ikke bare give slip på fodbolden. Det er fedt bare at spille, fortæller Soumiya Djebara.

Vigtigt for udsatte unge

Det er UEFA, der står bag EM, som har inviteret børn og unge fra udsatte boligområder som for eksempel Vollsmose til landskampen.

Og i samarbejde med Get2Sport, der er Danmarks Idrætsforbund indsats for foreninger i udfordrede boligområder, kommer 24 børn nu til folkefest på stadion.

- Det er jo en fuldstændig fantastisk og helt unik mulighed, som børn og unge – også fra Vollsmose – de får, siger Kenneth Kongensgaard, der er projektkoordinator i Get2 Sport i Odense.

Og det er vigtigt, at børn og unge som Soumiya og hendes kammerater også få muligheder for at se en landskamp.

- Det vil måske ikke normalt være noget, som børn herfra selv har mulighed for eller ressourcer til at komme med til, forklarer Kenneth Kongensgaard.

Han glæder sig selvfølgelig selv til landskampen, men også at give børnene en stor oplevelse.

- Fodbold samler jo folk på tværs af alder, køn og etnicitet. Det er noget, vi kan samles om alle sammen, og det danske fodboldlandshold er nu engang bare noget af det, der samler allerbedst, siger han.

Danmark spiller alle sine tre gruppekampe på hjemmebane i Parken. De to andre modstandere er Belgien og Rusland.