Spareplan: 260 job i fare i Odense

Der skal spares 180 millioner kroner på børn- og ungeområdet i Odense, og det kan komme til at koste 260 lærere og pædagoger jobbet.

I næste uge tager politikerne hul på forhandlingerne om hvordan de 180 millioner kroner skal hentes ind. Et oplæg fra forvaltningen lægger op til at 260 stillinger skal skæres væk fra børn og ungeområdet. På skoleområdet vil det koste 90 stillinger og på børnepasningsområdet omkring 100 stillinger.

- Det kan lige så godt blive mig, der bliver fyret, som en af mine kolleger, siger lærer Kim Tank fra Rosengårdskolen.

Men står det til rådmanden, så bliver besparelserne ikke så drastiske. Han er imod flertallets ønske om at lette skatterne til erhvervslivet.

- Hvis vi har pengene, så skal skolelærere og pædagoger ikke betale for skattelettelser til erhvervslivet. Jeg synes i stedet at vi skal investere i vores børn og unge, siger rådmand Brian Dybro(SF).

Fornylig bakkede et politisk flertal op om en plan fra Odense Business Task Force om at sænke skatterne til erhvervslivet for at skabe flere arbejdspladser.

- Vi har et stort problem med at skaffe job i Odense. Hvis vi vil finansiere velfærden i fremtiden er vi nødt til at investere i vækst og arbejdspladser, siger Tim Vermund fra Socialdemokraterne.

Oversigt

    Oversigt