Spektakulær flytning af ruin udsættes

Flytningen af den 600 år gamle købmandsgård i Odense er udskudt. Følg flytningen via webcam eller på stedet.

Odense-projektet Fra Gade til By meddelte mandag, at den 600 år gamle købmandsgård i Odense flyttes i forbindelse med omdannelsen af bymidten.

Det skulle ske onsdag morgen, men flytningen bliver forsinket. Det meddeler entreprenøren.

Flytningen påbegyndes istedet torsdag morgen ved 09-tiden.

Ruinen skal flyttes i to omgange, og udskydelsen skyldes, at de såkaldte køreplader, som ruinen skal rulles på, ikke ligger stabilt nok. Det er derfor nødvendigt at understøtte pladerne yderligere.

Flytningens anden etape er fortsat planlagt til at finde sted fredag 27. oktober.

Sjælden flytning

Det er ikke første gang, at den fredede bygning flyttes. Sidst var i 1971, hvor ruinen stod i vejen for anlæggelsen af Thomas B. Thriges Gade. Her 46 år senere skal den flyttes for at give plads til nyt byggeri på stedet.

Og det er en spektakulær og sjælden opgave, der er i gang med at blive forberedt. Thomas Roland, arkæolog og specialkonsulent i Slots og Kulturstyrelsen, fortæller, at han ikke kan komme i tanke om et eneste af de cirka 33.000 fortidsminder, vi har i Danmark, som er blevet flyttet rundt på denne måde.

Se det ske

Det er muligt af følge flytningen på Fra Gade til Bys udsigtsplatform ved siden af Infoboksen eller fra Vestergade igennem et gitter i byggehegnet.

Det er også muligt at følge flytningen live på Fra Gade til Bys hjemmeside via webcam.
Live-sendingen kan ses på fragadetilby.dk/ruincam

For anden gang skal en fredet bygning i Odense flyttes.Ruinen ligger i vejen for det store byomdannelsesprojekt på Thomas B. Thriges Gade.
For anden gang skal den fredede 600 år gamle købmandsgård i Odense flyttes. Ruinen ligger i vejen for byomdannelsesprojekt på Thomas B. Thriges Gade.
For anden gang skal den fredede 600 år gamle købmandsgård i Odense flyttes. Ruinen ligger i vejen for byomdannelsesprojekt på Thomas B. Thriges Gade.
Foto: Odense Kommune

Oversigt

    Oversigt