Spilfan efter otte års ventetid: Det har været værd at vente på

Fredag den 26. oktober udkom et længe ventet konsolspil. Red Dead Redemption 2 har været otte år undervejs, men ifølge en fan har det været ventetiden værd.

- Det er det første spil, jeg har mødt, hvor de virkelig har gjort karaktererne så levende. Jeg føler, jeg kender dem, når jeg interagerer med dem.

Spillets handling:

Begejstringen lyser ud af Jess Kjellgren. Han er solidt plantet i sin grå sovesofa og har været det de sidste fem timer.

- Man er nødt til det med sådan et spil her. Man skal have det ind under huden på en eller anden måde. Jeg regner da med at sidde her omkring fem timer endnu, siger den 23-årige studerende.

Ligesom millioner af fans verden over har Jess Kjellgren ventet i spænding på Red Dead Redemption 2.

- Lige siden det blev annonceret i 2016, har jeg gået og ventet som et lille barn, siger han, men retter sig selv.

- Hvis det skal være helt rigtigt, så har jeg selvfølgelig ventet på det, lige siden jeg blev færdig med etteren. Det sluttede på en måde, hvor man bare ville have mere.

Det er otte år siden, at den amerikanske spilproducent Rockstar Games præsenterede Red Dead Redemption, men ifølge Jess Kjellgren har toeren været ventetiden værd.

- Det er så flot og gennemført. Det er jeg stadig meget betaget af, og sådan er det med Rockstar Games. Man ved, at det er i orden, når spillet udkommer, så man venter gerne længe på det, siger han.

Årets største titel

Spilforhandlerkæden GameStop havde natten til fredag midnatsåbent i kædens butikker i Odense, så de mange spilfans kunne hente spillet, så snart det blev frigivet.

- Uden at overdrive, er det her en af årets største titler, uden tvivl, fortæller Lars Thygesen, der er butiksbestyrer i GameStops butik i Kongensgade.

I alt stod over 150 fans klar foran GameStops butikker i Kongensgade og Rosengårdcentret, da klokken slog tolv. Lang tid før udgivelsen var det muligt at forudbestille Red Dead Redemption 2, hvilket næsten 350 fans havde gjort hos GameStop.

- Det er lidt ligesom GTA(Grand Theft Auto, red.) bare på hesteryg, så det er den her kæmpestore åbne verden, hvor folk får lov til at være i en anden verden end deres egen. Derudover er det bare et fantastisk eventyr at komme ind i, siger Lars Thygesen.

Red Dead Redemption 2 solgte de første tre dage for mere end 4,5 milliard danske kroner verden over, hvilket er den næstbedste start nogensinde for et spil. Det er kun overgået af Rockstar Games eget Grand Theft Auto V.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fem stjerner

Jess Kjellgren hentede sit spil om morgenen den 26. oktober. Han nåede henover weekenden at spille 15 til 20 timer. 

- Jeg føler virkelig nu, at jeg har et tilhørsforhold til karaktererne. Det har helt sikkert nået at gøre med historien, men det er også de små ting, som for eksempel når man hilser på dem, så får man noget personlighed med, siger han.

Red Dead Redemption 2 foregår historisk før etteren, men ifølge Jess Kjellgren har Rockstar Games formået at skabe den samme stemning som i forgængeren.

- Toeren er væsentligt mere teknisk, hvilket jeg er glad for, og så er soundtracket og lydeffekterne helt fantastiske, siger han.

quote Uden at overdrive, er det her en af årets største titler, uden tvivl

Lars Thygesen, bestyrer, GameStop

Den eneste bekymring, Jess Kjellgren har, er, at spillet bliver ensformigt. Indtil videre har det dog ikke skuffet.

- Hver gang jeg synes, spillet bliver lidt ensformigt i historierne, så kommer der en mission, hvor det hele er anderledes, men nu må vi se, om det kan blive ved med det, siger han.

Han er heller ikke i tvivl om sin vurdering af Red Dead Redemption 2, når han skal give det mellem et til fem stjerner.

- Fem stjerner. Spillet gør så mange nye ting i forhold til andre spil. Rockstar Games har taget nogle chancer, som er meget modige, og som man godt kan kritisere, men jeg synes, de virker.

Om en måned lukker Rockstar Games op for onlinedelen af Red Dead Redemption 2, så fans kan spille med hinanden over nettet.

Jess Kjellgren har ventet i otte år på Red Dead Redemption 2.
Fotograf: Jonas Bertelsen

Oversigt

    Oversigt