Stadeholder må vente på afklaring: - Min formue ligger dernede

Der går i hvert fald et halvt år, før stadeholderne i det konkursramte Arkaden Street Food ved, om de får nogen af deres penge ud af konkursboet. Sådan lyder tidshorisonten fredag fra konkursboets nyudpegede kurator.

Der kan gå op til et halvt år, før stadeholderne i Arkaden Street Food får at vide, hvor mange penge de får tilbage. Hvis nogen overhovedet. Det fortæller den nyudpegede kurator for konkursboet, Flemming Hartvig Pedersen.

En af dem, hvis ting fortsat står låst inde på Arkaden Street Food, er Andreas Mai. 

- Vi har slet ikke fået noget. Dagen efter blev der lukket ned på grund af interne ting. Vi har fået lov til at komme ind, men kun for at tømme skrald, fortæller Andreas Mai.

- Man får selvfølgelig et chok. Det gik først rigtig op for mig, da jeg stod dernede og så, at det ikke åbner igen. Jeg så alle mine frustrerede kollegaer. Der er ikke noget tilbage, fortsætter han.

Han drev indtil onsdag i sidste uge en stand i Arkaden. I dag hjælper han en ven, der har en stand hos konkurrenten Storms Pakhus. 

- Jeg har heldigvis skabt et godt netværk. Folk tilbyder mig noget at lave, så jeg kan få nogle penge, som jeg kan leve af fra næste måned, fortæller han.

Som det ser ud lige nu, er Andreas Mais levebrød taget fra ham. 

- Jeg savner mine knive. Nu må vi bare vente på, at vi kan få vores nøgler. Jeg venter selvfølgelig svar på, hvad jeg skal gøre. Min formue ligger dernede, forklarer han.

quote Jeg venter selvfølgelig svar på, hvad jeg skal gøre. Min formue ligger dernede.

Andreas Mai, stadeholder, Arkaden Street Food

80.000 kroner tilgode

Men stadeholderne bliver altså nødt til at væbne sig med tålmodighed. Sådan lyder det fra kurator Flemming Hartvig Pedersen.

- I første omgang er det et spørgsmål om at få sikret aktiverne. Jeg får et overblik over, hvad der er. Og i dette tilfælde er det også væsentligt at få fundet ud af, hvad tilhører andre, siger Flemming Hartvig Pedersen.

Der er ingen tvivl om, at stadeholderne skal have deres ting. Men de aktiver - altså ting af værdi og penge - som tilhører konkursboet, skal først identificeres, så de siden kan fordeles mellem boets kreditorer.

- Jeg har det ikke så godt med det. Men jeg var forberedt på, at sådan nogle sager tager lang tid, siger Andreas Mai.

Og så er der pengene, som stadeholderne har tilgode. For Andreas Mai drejer det sig om 80.000 kroner. Den fynske ejendomsmatador Karsten Bill Rasmussen, der ejer ejendommen, har også penge tilgode. 

Der er en række stadeholdere, 17 af dem, som har mellem 40.000 og 80.000 kroner ud at svære. Hvor stor chance er der for, at de får deres penge tilbage?

- På nuværende tidspunkt er det svært at sige, om de får deres penge tilbage. Og hvor mange de får tilbage. Stadeholderne står jo på lige fod med andre, det vi kalder simple kreditorer. Så i det omfang, der kommer aktiver ind i boet til dækning af de simple kreditorer, så vil de få en andel deraf. Kaldet dividente, siger Flemming Hartvig Pedersen. 

Og de står på lige fod med Karsten Bill Rasmussen, som er udlejer af ejendommen?

- Det vil de gøre, ja, siger Flemming Hartvig Pedersen.

Færdig med Arkaden

Stadeholdernes advokat Mads Sommerlund fortæller, at deres fokus lige nu primært er at få adgang til de ting, de fortsat har stående i Arkaden.

- De mister jo omsætning hver eneste dag. Tingene står stille, så de har brug for en afklaring, fortæller Mads Sommerlund.

Han oplyser desuden, at nogle stadeholdere håber på en løsning, hvor de kan blive i Arkaden. 

- Vi håber, vi kan få en aftale på plads, så vi kan fortsætte som lejere fremadrettet, tilføjer Mads Sommerlund.

Det er dog ikke alle, der ønsker den model. Andreas Mai vil gerne have sine penge tilbage, men han er færdig med Arkaden. 

- Jeg vil bare gerne videre. Jeg er ude af Arkaden. Nu har jeg brugt en masse energi, tid og kræfter, siger Andreas Mai.

Oversigt

    Oversigt